Levetiden for et boyband svinger lidt, men er som tommelfingerregel omkring de fem år.
Og da det er ved at være sådan en håndfuld siden One Direction endte på en tredjeplads i den britiske udgave af X Factor så er det nu det sidste guld skal spindes.
Og det forsøger de så med albummet »Four« – bandets fjerde album på fire år. Et studie i hvordan absolut harmløs og friktionsfri popmusik skrues sammen, så det nemmest glider ned som det fastfood-produkt det nu en gang er.
Lige så råt som en ulden sok
One Direction har ellers på forhånd proklameret, at det nye album skulle være mere »edgy« end tidligere og har i den anledning allieret sig med »rock«-bands som Kodaline og The 1975 i forsøget på at gøre stilen mere rå. Men lige meget har det hjulpet. Dette album er nøjagtig lige så råt som en ulden sok, et blødkogt æg eller en returbillet til Hedehusene. Det er hvad som helst og ingen ting.
»Steal My Girl« som indleder pinslerne er sådan en træskosang, der er fin at sjoske frem og tilbage til på dansegulvet ved den kommende julefrokost. »Ready to Run« forsøger at kopiere guitarintroen til Aviciis »Wake Me Up« mens »18« skrevet af hit-kometen Ed Sheeran lyder som... Ed Sheeran. Helt fladt og intetsigende.
Sådan kan man fortsætte med et album, der jo mere man lytter det igennem markerer, at det snart er slut for One Direction. Nogle få »directioners« skal nok stadig holde fast, og det bliver måske til en turné og et album mere, men markedet har hele tiden behov for nyt drengeblod. I musikselskabernes brandingafdelinger brygger man derfor med sikkerhed lige nu på, hvordan det næste boyband skal skrues sammen. Imens synger One Direction så gladeligt »I won’t act my age« på albummets sidste nummer og lover samtidig deres fans evigt troskab. Desværre er det løgn og ikke andet end en falsk varebetegnelse. Dette band er hastigt på vej mod at overskride sidste salgsdato og de kan ikke gøre noget som helst ved det.
Hvem: One Direction.
Hvad: »Four« Sony Music.
