Fantastisk fynbo

DR fejrede Carl Nielsen med tre forskellige og lige gribende genistreger.

Bylinefoto, byline Søren Schauser Fold sammen
Læs mere
Foto: Soren Bidstrup

Monarken, ministre og menige musikelskere på plads. Orkestret plus solisterne og hele kæmpekoret af voksne og børn klar til kamp. På programmet: Carl Nielsens ikke specielt overspillede »Hymnus amoris« fra 1897.

Komponisten bag de dejlige sange og seks symfonier med mere ville være fyldt 150 år i tirsdags.

Hvordan fejrer man den slags bedst? DR gjorde nok det eneste rigtige: Man gik uden om festtalerne og de blafrende besyngelser af fynboens betydning for dansk finkultur. Man lod musikken tale selv. Og talen gik rent ind.

»Hymnus amoris« forbliver et mesterværk, mærker man. Dybt, gyldent klingende, fuld af ønskevirkninger.

Begyndelsen lyder højst lidt skrøbelig med Juanjo Mena på dirigentpodiet og er måske lidt svær for en udlænding.

Koncerten for klarinet og orkester hører til Nielsens mere udfordrende værker. Men når orkestrets Olli Leppäniemi spiller solo, får man det hele med. Finnens fortolkning den tirsdag var med lige dele kant og kærlighed.

DR PigeKoret stillede endda op til »Den danske sang« midtvejs. Pigerne klinger himmelsk i DRs store sal og klarer de høje koloraturer på ordet »nattergal« ret sejt.

Og fjerde symfoni med tilnavnet »Det uudslukkelige« stammer fra Første Verdenskrig og lyder derefter. Det er værket med de kølige klange i åbningen og dundrende duetter for pauker til sidst. Et mesterværk igen. Selv mindre stærke værker af Carl Nielsen er mesterværker. Hvilke andre i andedammen dengang havde samme klasse?

En aften med salen fuld af tydeligt bevægede tilhørere.

Så hvorfor holdt man ikke receptionen bagefter åben for alle? Operahuse og museer gør den slags i dag. Det havde været en flottere gestus.

Hvem: DR SymfoniOrkestret, DR KoncertKoret, Københavns Drengekor samt Olli Leppäniemi, Klara Ek, David Danholt og dirigenten Juanjo Mena. Hvad: »Hymnus amoris«, klarinetkoncert og fjerde symfoni. Hvor: DR Koncerthuset, tirsdag. Genudsendes søndag kl. 12.15.