»Let’s go out and meet the world«. Sådan lyder opfordringen i refrænet på »Perfect Tense«, titelnummeret på 31-årige, dansk-rumæske Fallulahs tredje album. Sætningen indfanger meget præcist essensen af udspillet.
Efter hendes to første album har givet sangerinden med det borgerlige navn Maria Apetri pæn succes herhjemme, sigter hun nu benhårdt efter gennembruddet i det forjættede udland.
Man fornemmer en seriøs udlængsel, som ikke kan holdes nede. Fallulah er klar til at møde den store verden.
Og tandhjulene i popmaskineriet er skam smurte og klargjorte til kampen for hitlistehærgen out there.
Hun har underskrevet en kontrakt med New York-selskabet Instant Records, hvis bagmand Richard Gottehrer bestemt ikke er nogen Hr. Hvem-Som-Helst. Foruden at stå bag en række nummer-1-hitsingler i 1960erne, har han blandt andet produceret Blondies to første, stilskabende plader samt været en væsentlig faktor i The Raveonettes’ internationale gennembrud.
Ydermere er den engelske producer Liam Howe ligesom på forgængeren, »Escapism«, hentet ind til at skrue på knapperne. Han har tidligere skrevet og produceret for sværvægtere som Adele, Ellie Gouding og Lana Del Rey.
Fallulah leger med andre ord med et par af de rigtigt store drenge i skolegården. Heldigvis går hun temmelig selvsikkert og upåvirket til opgaven.
Gnaver sig fast i øregangene
På sange som titelnummeret og den melankolsk pulserende »Sorrow Is A Shadow« præsenterer hun skråsikkert stilfuld electropop af internationalt snit, hvor omkvædene hastigt gnaver sig fast i øregangene, så man prompte rækker ud efter repeat-knappen.
»Bob Dylan« og »Lost« besidder begge en mere beskidt og rocket rygrad, hvor hun giver den gas på de mere new wave’ede tangenter, mens »Vandalain« og »Slow Love« er smukt traurige, valium-døsige ballader, der gør Hollywood sadcore-valkyrien Lana Del Rey rangen stridig.
Faktisk er det kun »I.L.W.A.D.« og »Social Club«, der fremstår lige lovligt kække og glatpolerede i betrækket. Her begynder der at dufte lidt vel meget af masseproduceret syntetisk tyggegummipop, hvor Fallulahs personlige islæt er sværere at få øje på.
Men det tæller i småtingsafdelingen. For nok er kanterne blevet slebet lidt ekstra til lejligheden, men Apetri fremstår heldigvis stadig overvejende som en popsangerinde, der har større kunstneriske ambitioner end blot at ride hitlisterne som en mare.
I hvert fald har »Perfect Tense« med sine iørefaldende sange og generelle elegance formatet til at sparke døren ind til det udenlandske marked, så Fallulah måske kan følge i Møs gyldne fodspor som rigets næste store popkomet. Det får tiden vise.
Hvem: Fallulah
Hvad: »Perfect Tense«, Instant Records
