Det er et dårligt lokale til ballader. Altså ballader i betydningen neddæmpede lyriske melodier. Ja, det vil utvivlsomt komme bag på Mærsk Mc-Kinney Møller, at hans prominente operahus på Holmen overhovedet ikke er egnet til den slags. Men vi har altså vurderingen fra verdens mest prominente jazzpianist, den 66-årige amerikaner Keith Jarrett. I hvert fald afbrød han en ellers så løfterig og smuk ballade med ovennævnte bemærkning, hvorefter vi - ret så demonstrativt - fik en basal funky blues til at gå til pause på.
Og her kunne man så stille spørgsmål ved, hvor meget et publikum skal underkaste sig en excentrisk kunstners luner? For denne ballade var ikke den eneste ballade, altså i ordets anden betydning. Midt i koncertens andet - og i øvrigt velfungerende - værk, Cole Porters »I Love You«, standsede Keith Jarrett nemlig sit spil med opgivende beklagelser over en eller anden mislyd. Slutteligt besluttede han dog at ignorere den og fortsætte, og var det så her, vi skulle være dybt taknemmelige?
Men nok om det. For endnu en gang spillede Keith Jarrett med sine to loyale sekundanter, den 75-årige bassist Gary Peacock og den 68-årige trommeslager Jack DeJohnette, og det er en trio, som - med en svajende og hujende Keith Jarrett som rejsefører - tilstræber en fuldkommen musikalsk treenighed, og ikke sjældent opnår den.
I anden afdeling opførte pianisten sig pænt - med en fin uptempo-udgave af Jerome Kerns »All The Things You Are« og en noget overfladisk fortolkning af country-klassikeren »Tennessee Waltz«. Og til sidst havde han helt fortrængt sine ballade-forbehold og hengav sig til Victor Youngs smukke »When I Fall In Love«.
