Tidligere på året fortolkede Bonnie »Prince« Billy og Dawn McCarthy The Everly Brothers på »What The Brothers Sang«.
At de to brødre, der byggede en smuk karriere på vokalharmonier og countrytonede arrangementer, har inspireret musikere bredt, ja, det fremgår også af årets andet coveralbum, »Foreverly«, hvor Norah Jones og Billie Joe Armstrong fra poppunkede Green Day tager livtag med »Songs Our Daddy Taught Us« fra 1958.
Allerede i åbneren, »Roving Gambler«, står det også klart, at Jones og Armstrong ikke har vendt de gamle sange på hovedet eller på anden måde dekonstrueret dem. Det mest bemærkelsesværdige er sådan set, at det ikke længere er to mænd, der synger sangene, men en mand og en kvinde.
Det føjer et vist stimulerende twist til fortolkningerne, der ellers forholder sig meget tro mod forlægget. Arrangementerne er således bløde og organiske med en westernguitar side om side med vokalerne.
Og hvor Jones synger sig igennem blandt andre »Barbara Allen« og »Down In The Willow Garden« med sin vidunderligt sensuelle, halvt bortvendte vokal, er Armstrongs stemme anderledes jævn og direkte. På den måde komplimenterer dét, der på papiret lignede et umage par, hinanden ganske godt.
Frem af glemslen
Rigtig godt står Jones og Armstrong sig i »Long Time Gone«, hvor tangenter og gulvbas digter diskret med, og hvor en fin sødme træder frem af mødet mellem de to stemmer.
Overordnet er det dog svært at se, hvad lytteren skal med disse fortolkninger. De peger naturligvis på et mere eller mindre glemt album, som er spækket med gode sange, men fortolkningerne af dem er så regelrette – eller temperamentsløse om man vil – at deres berettigelse er lidt svær at få øre på.
Dårlige er Jones og Armstrong aldrig og for yndere af duetter som dem, Gram Parsons og Emmylou Harris begik, er albummet måske et lyt værd. Men det lyder under alle omstændigheder mest som et lille sideprojekt. Fint nok. Men så heller ikke mere.
Hvem: »Billie Joe + Norah«.
Hvad: »Foreverly«, Warner Music.
