Et stædigt sortsyn

Peter H. Olesen er en af landets fermeste tekstforfattere og debuterer nu med duoen De Efterladte. Det er smukt, men også meget sort.

Peter H. Olesen og Michael Lund føjer tristessetunge tekster til sparsomme Instrumenteringer på 'Traditionen utro'. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I 1998 sang han om »et tungsind på størrelse med Finland« og »en selvtillid på størrelse med et Dankort«.

På den led er meget lidt forandret nu, hvor Peter H. Olesen ikke længere er den ene halvdel af den fortrinlige broderduo Olesen-Olesen, men i stedet debuterer med De Efterladte – som han har dannet sammen med multiinstrumentalist Michael Lund.

På »Traditionen utro« er »sortsyn«, »melankoli« og »tungsind« således stadig gennemgående gloser, og den hårdeste kritiker af genbruget er som vanligt Olesen selv, der et sted synger »Mit sortsyn er tyndslidt og temmelig brugt«, men forsvarer sig med, at »Hvis jeg kunne ville jeg smide mit sortsyn ud.«

Det er altså ikke bare stil og manér, det er alvor, og mørket har sjældent fyldt mere end nu, hvor naturskildringerne, han før har excelleret i, er trængt i baggrunden.

»Et bær lyser op på en snedækket busk/en solist i et kor«, lyder det nu et sted, og pladens fåtallige og ofte Højholt-hilsende beskrivelser af naturen minder om de fineste øjeblikke på Olesen-Olsen-albummet »Hårdnakket Idyl«.

Natur og tungsind

Og såvel natur som tungsind fremsynges med Olesens mørke, vibrato-tømte vokal, som faktisk står sig bedst på albummets tre spoken word-lignende indslag.

Ikke mindst den smukke, let bitre »Du lever og har det godt og bor et sted på Sjælland«, hvor det er svært ikke at se Olsesens ekskone Helle Helle for sig, når han taler om en forfatter, der »bliver mere og mere interesseret i almindelige mennesker« og »fylder teksten med konkreter«.

Eller handler den mon om ham selv? Spørgsmålet dirrer i teksten på en måde, mange af de øvrige tekster savner. For nok er de skrevet med sikker pen, men der er også en vis inerti i det malende sortsyn, og når bror Henrik ikke er der til at bakke op med mindeværdige melodier, virker de sparsomme instrumenteringer med guitar, bas og klaver indimellem lidt flade.

Albummets melange af vise, folk og rock er dog en altovervejende god oplevelse. Også selvom sortsynet er »en humørforladt, hardcore besætter.« Men måske skulle Olesen give sig selv en udfordring. Om ikke at skrive om det, der fylder mest i ham. Det kunne virkelig være interessant.