Et skaldet comeback

Koncert. Smashing Pumpkins meldte sig tilbage på koncertscenen med 150 marathonminutters støjinferno. Det halve havde været nok.

Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

»Vi er The Smashing Pumpkins, det var vi i det mindste sidste gang, jeg tjekkede,« gnækkede Billy Corgan.

Det var som om tiden havde stået stille i de syv år, hvor front- og altmuligmand Corgan og resterne af hans- og halvfemsernes helt store bindeled mellem støjrocken, metallen og indierocken, Smashing Pumpkins, har holdt pladepause og bandfri.

Med sig til København havde han kun gruppens originale trommeslager Jimmy Chamberlin, samt hyremusikere på tangenter, rytmeguitar og bas. Den skaldede to-meter mand fra Chicago, lignede sig selv, hvilket vil sige mere en på 30 vintre end de 40 somre, som dåbsattesten afslører.

Også foran ham, var alt ved det gamle. Publikum væltede dedikeret og medlevende rundt blandt hinanden, og gennemsnitsalderen blandt de 1500 i salen, der trods en billetpris på 500 kr. blev udsolgt på ti minutter, var ikke mange døgn over et kvart århundrede.

Allerede da Smashing Pumpkins enterede Vesterbros fineste scene kl. 2100 sharp, lod salen heltene vide, hvor stort et tomrum, deres pause fra cirkus rock havde efterladet.

Kan man tale om et markedsøkonomisk undertryk i musikalsk henseende, var dette et sådant. The Smashing Pumpkins havde i dén grad været hysterisk savnet, og ingen andre musikalske kraftkarle havde evnet at spille sig ind på deres plads i mellemtiden.

Hvorfor Corgan naturligvis benyttede overtaget til at sende lidt for mange af de semiordinære skæringer fra dette års comebackalbum »Zeitgeist« ud over masserne.

Efter en første halve time i et buldrende lydhelvede af et elektrisk topforstærket rockscenarie dukkede den første, skelsættende skæring op fra bagkataloget, »Tonight Tonight«, en af de ældste sange fra Smashing-katalogets gyldne trekant: mesterværkerne »Gish« (`91), »Siamese Dream« (`93) og »Mellon Collie and the Infinite Sadness« (`95).

Den skingre tone og skærebrænderlyden skar sig ind igennem øregangene og brændmærkede trommehinderne med et voldsomhed og en skarphed, der promte cementerede Corgans status som af halvfemsernes primære, musikalske ikoner.

Havde Billy Corgan fortsat ad det spor, havde Smashing Pumpkins skrevet koncerthistorie i Vega. Men det gjorde han selvfølgelig ikke.

75 procent af gruppens bedste numre, deriblandt de fem-otte klassikere, som frem til år 2000 fangede atter millioner af pladekøbere ind i folden, lod han ligge for at koncentrere sig om at spille så ondt og larmende som overhovedet muligt.

I lange passager af marathonkoncerten var det svært at få øje på den melodiske tæft, der som et Corgans kendemærke altid har holdt styr på helheden, når instrumenterne er gået i skrigerisk selvsving. Og derfor kom koncerten sjældent helt op under loftet, som den gjorde under højdepunkterne, signatursangen »Zero« og berskærkergangen »Bullet With Butterfly Wings«.

Et andet sæt kunne have gjort de 150 minutter til en sand fornøjelse, for som koncerten udformede sig i Vega, havde den halve spilletid været rigelig.

Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.

Med venlig hilsen

Berlingske Tidendes Netredaktion