16 år er vel cirka lig med et par livstider inden for popmusikken? Det er et langt tidsrum at melde sig ud af kampen om de kræsne lytteres gunst. Holder man sig ikke til, kan man hurtigt gå i glemmebogen. So last year – eller måske endnu værre – so last decade!
Tænk på The Beatles. De udsendte alle deres plader på under otte år. Længere tid skulle de ikke bruge på at skrive historie. Men nu er de fire Liverpool-gutter jo heller ikke, som musikere er flest.
Omvendt kan lang ventetid også skabe hype. 16 år er der gået, siden australske The Avalanches udgav debutalbummet »Since I Left You«. Et udspil, som stadig står som et hovedværk inden for den samplelystne plunderphonics-genre, hvor sangbidder og lydstumper på bedste klippe-klistre-manér flettes sammen til kludetæppespraglede kompositioner, som hver især lever sit eget særegne musikalske liv.
Nu er aussierne imidlertid endelig vågnet fra deres hi og er klar med den meget længe ventede toer, »Wildflower«.
Der er dog sket meget, siden de omkring årtusindskiftet bidrog til den digitale samplerevolution.
I mellemtiden har navne som amerikanske Girl Talk samt vores egne turntablism-maestros Den Sorte Skole taget det plunderfoniske samplehåndværk endnu længere ud i krogene, mens popmusikken har taget sampling til sig som et hyppigt anvendt kompositorisk værktøj.
The Avalanches har hermed ikke længere nyhedsværdien med sig, men deres postmoderne musikmosaikker besidder stadig tilstrækkelig meget knitrende nostalgicharme, sofistikeret musikalitet og skæv humor til, at man tilgiver dem den lange pause.
»Wildflower« er et flot comeback og en sprudlende opvisning udi, præcis hvor legende og kulørt musikalsk collagekunst kan være, når den er bedst.
Cirkusgøgl og psykedelisk skønhed
En myriade af gæster bidrager til løjerne. Nogle fungerer bedre end andre. Det bliver for eksempel trættende og gøglet, når rapperne Danny Brown og MF Doom gæster den cirkus-enerverende single »Frankie Sinatra«.
Modsat virker det knuselskeligt fjoget, når Biz Markie giver den gas som rimsmedende ædedolk på den »Come Together«-samplende »The Noisy Eater«, eller når Ariel Pink og Peris Pershun slår vejen forbi den laserskydende sci-fi-fantasi »Live A Lifetime Love«.
Og resultatet er decideret smukt på de psykedeliske drømmepop-visioner »Colours« og »Kalaidoscopic Dream«, der begge har Mercury Revs Jonathan Donahue med på æterisk vokal. Her bliver man for alvor trukket ind i The Avalanches farveladeeksploderende legeland, hvor man konstant støder på musikalske fragmenter fra fortiden.
Brudstykker af en Folk Implosion-sang, lidt dialog fra Martin Bells gamle dokumentar »Streetwise« og et par takter fra Honey Cones gamle R’n’B-hit »Want Ads« ... At lytte til The Avalanches er lidt som en musikalsk gætteleg. En leg, der stadig imponerer og drager her 16 år efter, at de første gang inviterede os ind i deres rundtossede musikalske maskinrum.
Hvem: The Avalanches.
Hvad: »Wildflower«, XL Recordings/Playground.
