Anna Netrebko. Navnet er gjort af drømmestof.
Ingen operastjerne har vel haft en mere fantastisk karriere. Den russiske sopran blev efter sigende opdaget ved et tilfælde. Hun vaskede gulv på Mariinskij Teatret i Sankt Petersborg – lige indtil husets musikchef fik ørerne op for den unge kosakpige og lod hende gå til audition.
Fortællingen er ret så romantisk og nok en smule overdrevet. Anna Netrebko kendte udmærket sit eget værd og ville formentlig have gjort karriere uanset hvad. Den mørkøjede studine havde bare brug for ekstra penge og tog derfor jobbet som vaskekone mellem sangtimerne.
Ingen operastjerne har heller været fulgt tættere af verdenspressen.
Lige fra hendes ægteskab med den flotte Erwin Schrott fra Uruguay i 2008 til deres skilsmisse fem år senere. Og videre til hendes forlovelse i 2014 med tenoren Yusif Eyvazov fra Aserbajdsjan. Billederne fra dengang viste en Anna Netrebko som lykkelig. For første gang længe.
Og nogen vil sige: Ingen operastjerne har vel skuffet flere forventninger.
Anna Netrebko lagde ualmindeligt hårdt ud med de allermest romantiske hits og havde mange af de største kolleger ved sin side.
Indspilningerne af eksempelvis »La traviata« fra 2005 og »La bohème« fra 2008 hører til de mest solgte i nyere tid. Begge i øvrigt med mexicanske Rolando Villazón som partner i tenorrollerne. En sympatisk sanger, der fik slinger i karrieren kort efter.
Men selv om hun faktisk har været stabil i studiet og udgivet omkring en opera om året, så har hendes stemme ikke helt kunnet følge med. Hun ledte efter manges mening efter sin rette hylde rent kunstnerisk. Og når hun fandt den, var det hver gang for sent.
Var hun en såkaldt lyrisk sopran med alle de høje toner? Var hun mere dramatisk sopran med stamina til de tungere roller? Var hun til italienske koloraturer, til mere alvorlige ting på tysk, til noget helt tredje?
Følelser der kan mærkes
Anna Netrebkos seneste album kommer i den forstand som kaldet. Hun har fundet sit egentlige rollefag. Hun har fundet sig selv. Omsider.
»Verismo« er med 17 numre fra italienske operaer af den lidt sene slags. Numre med alle de store stakler og skæbnesvangre femmes fatales fra det mere eller mindre virkelige liv.
Nøgleordet er altså følelse. Ikke abstrakt følelse som i »finfølelse« eller »sensitivitet«. Men følelse som noget, der rent faktisk kan mærkes i kroppen.
Det kan være medfølelse som i arien fra den tragiske »Madame Butterfly« – sunget ualmindeligt gribende og med en indlevelse af den anden verden. Eller selvfølelse som i de tre arier fra den ellers lidt kedelige »Turandot«. Selv skamfølelser kan mærkes her.
Hun har vist aldrig optrådt med nogen af operaerne live. Numrene ligner i den forstand prøveklude for en sanger i stadig udvikling.
Anna Netrebko er blevet tungere og dybere i stemmen, har endda fundet en ret spændende talekvalitet frem, en næsten ekspressionistisk styrke i udtrykket – og har så villet prøve det hele af.
Et spændende eksperiment, der tilmed er lykkedes over al forventning. Med en altid lydhør Antonio Pappano i spidsen for orkestret fra Accademia Nazionale di Santa Cecilia. Og til overflod med en håndfuld numre, hvor stjernen synger duet med sin mand – herunder hele sidste akt af Puccinis stilfulde »Manon Lescaut«.
Hvis man troede, at Anna Netrebko var færdig, tog man grueligt fejl. Hun er utroligt nok først lige begyndt. Bare med noget helt andet.
Hvem: Anna Netrebko med Antonio Pappano og Accademia Nazionale di Santa Cecilia med albummet Verismo
Hvad: Arier fra ti veristiske operaer.
Hvor: Deutsche Grammophon
