»There are hundred of ways to get through the day.«
Ja, selv når Conor Oberst er optimistisk, er der en understrøm af mørke og modstand. Det kunne være ganske ulideligt at lytte til på plade – og dem er der mange af med kollektivet Bright Eyes og i eget navn – hvis ikke han var så fortræffelig en sanger og sangskriver.Det viser han også på sit sjette Conor Oberst-album, »Upside Down Mountain«, hvor fingerspillet folk og organisk rock enten dyrkes hver for sig eller fusioneres. »You Are Your Mother’s Child« er eksempelvis blot båret af hans karakteristiske stemme og akustisk guitar, mens »Govenor’s Ball« er mere muskuløs med elguitarer og brusende orgel.
De bedste numre er imidlertid dem, hvor kvindestemmer supplerer Conor Oberst, og ikke mindst »Time Forgot« er vidunderlig. Det samme er »Kick«, der lig de øvrige sange bærer et ekko af Californien i 1970erne med sig: Varm, tilbagelænet, medmenneskelig.
Strygere og fløjter tilføjer sødme
Selv om Conor Oberst stadigvæk ikke læser sangskrivningshåndbogen fra A til Z og stadig har et vist excentrisk præg i såvel tekster som arrangementer, så er »Upside Down Mountain« et af hans mest udadvendte og tilgængelige udspil.
Hvor smerten og pessimismen indimellem har gjort hans sange til hårde knuder, til musikalske myoser, er de her smidige og mere melankolske end egentlig tungsindige, ligesom strygere og fløjter tilføjer en god del sødme.
Umiskendelig Conor Oberst’sk er det dog stadig og vil nok altid være det i kraft af stemmens skarphed, intensitet og lette skælven. Som om gråden eller sammenbruddet står lige inde bagved. Det kender hans fans alt til. Nu er der bare plads til endnu flere.
Hvem: Conor Oberst.
Hvad: »Upside Down Mountain«, Nonesuch/Warner.
