Jeg husker tydeligt mit første møde med The Sandmen.
Det var i slutningen af 80erne, og et eller andet musikprogram på TV viste videoen til »House In The Country«. Det var et kick. En langhåret Allan Vegenfeldt stod med bakkenbarter og wifebeater som en anden Jim Morrison og krængede sit hjerte ud. Sam Mitchell, iført læderjakke, solbriller og dobro-guitar, slog tonen an, mens resten af holdet fulgte med cool tilbagelænet attitude. Det var et band, der løftede sig ud af andedammen og kaldte på et internationalt gennembrud. Det kom aldrig, selv om der ganske vist blev prøvet, og The Sandmens lys brændte lidt for hurtigt ud før den uundgåelige opløsning kom i 1995.
Siden gendannelsen i 00erne har det ikke været helt det samme. Ganske vist er »White Trash Red Front« fra 2006 en udmærket plade, men den er samtidig et forsøg på at genoplive den nerve, som bandet havde tidligere, mere end den er fremadskuende og en ny vej for et etableret orkester.
Men det må man så sige, at man kommer efter med The Sandmens nye udspil, »Den Bedste Dag«. Ikke blot bandets første udgivelse på dansk, men overraskende nok også et album, hvor deres egne grænseflader bliver rykket musikalsk, og man udfordrer den meget traditionelle lyd, som The Sandmen ellers altid har været en så ypperlig eksponent for.
Et fantastisk album
En slags nyt Sandmen, der tør tage kampen op og udfordre deres faste publikum. Og lykkedes dette vanskelige greb så? Ja, i dén grad. »Den bedste dag« er et fantastisk album. Ni tætpakkede og let antændelige rocknumre, der hver især overrasker, rykker og river lytteren rundt. Der er noget organisk og nærværende over dette udspil.
Allerede på første nummer, »Den Bedste Dag«, hører man den gennemgribende lyd af garagerock, som er The Sandmens nye pejlemærke. Tryllet frem i samarbejde med den svenske producer Kalle Gustafsson Jerneholm, der er tidligere bassist og sangskriver i The Soundtrack of Our Lives og har produceret for en lang række navne som José González, 22 Pistepirkko og Håkan Hellstrøm.
Og oven i det Allan Vegenfeldts stemme, der halvvejs messende, halvvejs syngende sender den ene bittersøde undergangstekst ud efter den anden.
»Der er ingen guder her/det er dæmonerne der spinder« som det lyder i »Hullerne i Himlen«, mens det i »Udkantsdreng« lyder »pak dit røg/hæld dit blod i et glas/tag det med ind til byen og hæld det ud« og i »Alle Skyggerne«: »De kommer og tager dig/bag ved spejlet«.
Det er stemmen fra mørket. Mareridtet Ole Lukøje, der stikker sit fjæs frem, lige før man lukker øjnene, og det er hamrende stærkt.
Bedst er den flagrende og flourescerende »Det Gyldne Øje«, der som et mantra suger sig ind og først går i opløsning i den anarkistiske afslutning og så den duvende og ulykkelige »Nørreport«, hvor Vegenfeldt flirter med døden og melankolien. Lige så forfærdeligt som det er fængende og flot.
Denne udgivelse viser, at det ikke er rent blær, når bandet på deres hjemmeside beskriver sig selv som »Danmarks bedste rockband«. »Den Bedste Dag« bejler i hvert fald alvorligt til titlen som årets bedste danske rockalbum.
Hvem: The Sandmen. Hvad: »Den Bedste Dag«. A:Larm Music.
