Er solidt godt nok?

»Jeg kender dig næsten ikke/fuld, forfjamsket eller forelsket/som du ligger der i sneen«

Nikolaj Nørlund: »Alt sammen, lige nu« Fold sammen
Læs mere

Sådan lyder de første linjer på Nikolaj Nørlunds første regulære soloalbum i tre år. Og hvor det lyrisk ladede hverdagssprog er typisk for ham, er den tætte, håndspillede sound det også. Men ny er Christian Hjelm fra Figurines, som synger lyst, let manisk med her og i flere af de øvrige ni ærkenørlundske numre. Og de første tre indslag - »Ned til søen«, »Man bliver forsinket så let«, »Over målet« - hører til det bedste, sangeren og sangskriveren har begået til dato. Smukke, selvfølgelige refræner, stærke strofer og arrangementer, som gennemlyses af popsensible tangenttemaer. Men herefter taber sangene en smule højde og prægnans, og det, der lægger ud som et mesterstykke, ender derfor som et solidt album. Men kan man ikke tillade sig at forvente mere end »solidt« af en af landets bedste sangere og sangskrivere? Jeg tillader mig at mene det.