Er det virkelig så utopisk at forestille sig en bedre verden?

Den tidligere Talking Heads-frontmand David Byrne tegner på »American Utopia« et håbefuldt portræt af en verden af lave. Vinklerne er skæve; der er brug for nye perspektiver.

Den tidligere Talking Heads-frontmand, 65-årige David Byrne, er aktuel med nyt soloalbum. Til sommer spiller han på Roskilde Festival. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Det kan være svært at bevare optimismen, når man for gud ved hvilken gang scroller gennem sit Facebook-feed og bliver mødt af den ene forstemmende nyhed efter den anden: Miljøet er til rotterne, flygtninge drukner i Middelhavet, skolebørn skyder hinanden, politikerne er købt af storkapitalen, og i Det Hvide Hus sidder en narcissistisk voksenbaby og praler af sin store atomvåben-knap.

Ja, man kunne blive ved.

Spørgsmålet er, hvordan vi tackler det. Bliver vi pessimistiske sortseere på fremtidens vegne, eller tør vi drømme om, at tingene rent faktisk kan være anderledes? Svaret er ikke så ligetil, men én af dem, der insisterer på en mere håbefuld og ja, idealistisk attitude, er den tidligere Talking Heads-frontmand, David Byrne.

Den 65-årige musiker, forfatter og cykelentusiast har for nylig rejst rundt med foredraget »Reasons To Be Cheerful«, der fremhæver positive eksempler på fremskridt rundt omkring i verden. Og nu følger så albummet »American Utopia«, der ganske vist tegner et dystert portræt af den tid, vi lever i, men som samtidig forsøger at indgyde håb og på en eller anden måde finde mening i al galskaben.

Som sådan er der tale om et noget mere opbyggeligt udgangspunkt end det David Byrne skabte sit navn på som frontfigur i Talking Heads tilbage i 70erne og 80erne, hvor parolen hed »Stop Making Sense« og hans anspændte stemme og fremtoning syntes at spejle det moderne menneskes fremmedgørelse i mødet med det senkapitalistiske samfund.

På »American Utopia« går David Byrne i den helt anden grøft og insisterer ligefrem på, at »Everyday Is A Miracle« på den caribisk vuggende sang af samme titel. Det lyder jo som den mest banale hallelujah-konstatering, men hey, i disse tider er det faktisk ikke helt dumt at blive mindet om.

Her som på resten af albummet kaster David Byrne et underfundigt blik på en verden af lave. Det handler om at finde nye perspektiver. Og det gør han så helt bogstaveligt ved at lade teksterne folde sig ud fra alskens overraskende synsvinkler.

Foto: PR.

Nogle steder er blikket ildevarslende, når han f.eks. på den sært ubestemmelige ballade »Bullet« zoomer ind på en patrons usentimentale vej gennem en mands hud, mave, hjerte og hovede. Andre steder mere kultur- og kapitalismekritisk, når han på den groovy »Gasoline And Dirty Sheets« kaster et blik på amerikansk forbrug og livsførsel set gennem en flygtnings øjne. Eller som på et af pladens musikalske højdepunkter, »Doing The Right Thing«, tager inventar af et moderne bourgeois-livs fornødenheder og kommer ud på den anden side med en satire over kulturborgerskabets selvgode hykleri.

Endelig er der det mere absurde grænsende til fjollede perspektiv på sange som »Everyday Is A Miracle« og »Dog’s Mind«. På førstnævnte synges der lystigt om hjernen som en blødkogt kartoffel, om elefanter, der ikke læser aviser, høns der drømmer om majs i Himlen og kakerlakker, der æder Mona Lisa. Pointen er at vende verden på hovedet for derved at få os til at se den påny. På »Dog’s Mind« spørger Byrne ligefrem, om vi mennesker - på samme måde som hunde - er begrænsede af vores natur og fatteevne. Måske er vi ganske enkelt ude af stand til at forestille os, at verden kan være et radikalt anderledes sted. Et bedre sted. Heraf utopien i albumtitlen.

Rent musikalsk er der kun nominelt tale om et soloalbum. David Byrne har altid trivedes med mange forskellige legekammerater og skiftende kreative processer, og »American Utopia« er ingen undtagelse. Flere af sangene her har Byrne skrevet ovenpå rytmer programmeret af sin mangeårige samarbejdspartner Brian Eno, mens en garde af yngre producere og musikere som Oneohtrix Point Never, Rodaidh McDonald og Isaiah Barr også har bidraget.

Bortset fra det kiksede åbningsnummer »I Dance Like This« lykkes det Byrne & Co. at stykke et ganske udmærket musikalsk kludetæppe sammen. Her er både plads til lidt verdensmusikalsk tingeltangel, cutting-edge digitale produktionstricks, elektroniske gospel-fornemmelser og edderspændt Talking Heads-funk.

Det er et sært ubestemmeligt lydunivers, kollektivt formuleret, og som sådan også en slags forsøg på at skabe et bedre alternativ - en utopi - gennem musikken. Helt i mål kommer de ikke. Men der er ikke desto mindre stof til eftertanke, noget af danse til og lidt at smile af. Og det tæller bestemt også for noget.

David Byrne kan opleves live på årets Roskilde Festival.

David Byrne
»American Utopia«
★★★★☆☆

Warner Music