Er det for sjov? Har de givet efter for selvironien? Eller kan det virkelig være deres alvor?
Det er blot nogle af de spørgsmål, der melder sig i selskab med det første nummer på Infernals sjette album.
»Fall From Grace« hedder den fire minutter og 25 sekunder lange affære, som indledes med Paw Lagermanns bløde, klichéblå balladepiano og Lina Rafns sangforedrag, som vist skal lyde intenst og inderligt. Så, efter et minuts tid, slår nummeret med ét om og bliver til plastic-dance med hysteriske keyboardflader, testosteron-dunkende bas og hvirvlende trommer, som er noget af det mest kiksede, der er hørt i nyere dansk musikhistorie.
Det lyder simpelthen som en muteret version af musikken fra halballer og provinsdiskoteker i 1988, og hvis det er en joke, er den faktisk ganske morsom. Men når man vælger at fortælle den 12 gange i træk, er det ikke så sjovt længere. Det gør Infernal på albummet, der lig det omtalte nummer hedder »Fall From Grace«, og hvor duoen pumper derudaf i samme larmende ligegyldige lydspor.
Det skal dog retfærdigvis siges, at Infernal indimellem er tæt på at ramme noget, der minder om kvalitet. Ikke mindst i »Love Is All«, som under sin dybe basgang - som nok skal gøre sig ud af vinduet på en BMW 325i med brede alufælge - gemmer på en udmærket melodi, som Rafn forsøger at forløse efter bedste beskub.
Så hellere skattesagen
Det lykkes faktisk for den tidligere så eksalterede X Factor-dommer at gøre opmærksom på melodien. Men så heller ikke mere, og Rafns stemme er sådan set et ganske glimrende billede på alt det, der er galt med »Fall From Grace«. Såvel vokal som melodier og produktioner er nemlig fuldkommen blottet for personlighed, nuance, elegance og - værst af alt for et popforetagende - ørehængerkvalitet.
I stedet er der tale om et produkt, som mest minder om en billig, vandpumpet skinke fra Aldi, og elsker man at danse til pop, så køb for guds skyld Robyns plader i stedet for. De er fulde af begavede og smittende sange og står således i grel modsætning til Infernals ulidelige sammensurium. Ja, det er faktisk mere interessant at høre om Rafns verserende skattesag end lytte til »Fall From Grace«.
