Intellektuel«. Der er få nulevende musikere, det giver bedre mening at anvende den i dag lidt akademikerstøvede karakteristik om, end den engelske lydauteur Brian Eno.

For ser man på britens omfangsrige og respektaftvingende diskografi, kan man argumentere for, at det i (mindst) lige så høj grad giver mening at hylde den engelske pioner som en progressiv musikalsk tænker, som det gør at lovprise ham for hans egenskaber som komponist og musiker.

Sidstnævnte betegnelse forholder Brian Eno selv kritisk til. Således har han gentagne gange givet udtryk for, at han foretrækker at se sig selv som en »non-musician«. En »ikke-musiker«, som i knap 50 år løbende har udfordret vores opfattelse af, hvad populærmusik er og kan være.

Der er i sandhed noget filosofisk og teoretisk over Enos virke. Ikke mindst det ganske betydelige kapitel af hans værk, som han selv kalder for ambient. Det er betegnelsen for en atmosfærisk og udsvævende instrumentalmusik, hvis grundtanke er at tænke musikken som en integreret del af det omgivende miljø, så klange og toner får karakter af en slags funktionel brugsmuzak.

I ambient er performeren taget ud af ligningen, så kompositionerne bliver ansigts- og kropsløse. I stedet fungerer lytterens perception som en aktivt medskabende del af værket. Modtagerorienteret i ordets bogstavelige forstand.

På det nye års første dag gjorde Brian Eno to opsigtsvækkende ting. Dels postede han en tekst på sin Facebook-profil, hvor han gav sine disciple indblik i sine personlige tanker omkring, hvorledes vi i fællesskab måske kan gøre 2017 til starten på en ny æra for menneskeheden. Eno delte her generøst og velformuleret ud af sine vise samfundsbetragtninger, som forhåbentlig kan inspirere flere til at tænke i mere humanistiske og opbyggelige baner.

Foruden Facebook-teksten udgav han også sit nye udspil, »Reflection«, som man blandt andet kan tilgå gennem en app, hvor musikken løbende bliver ved med at skifte karakter via konstante adderinger og subtraktioner. Hermed fryser værket aldrig fast i en endelig form. Kompositionen forbliver i evig transformation.

På de fysiske formater og på streaming- tjenesterne er »Reflection« imidlertid en mere konventionel udgivelse. Eller så konventionel, som det nu kan blive, når det er Eno. Her indeholder albummet en enkelt instrumental komposition af 54 minutters varighed. Lyd- og stemningsmæssigt lægger denne sig i forlængelse af tidligere af Enos ambient-værker. Særligt »Thursday Afternoon« fra 1975, som »Reflection« bærer en vis lighed med i form og udtryk.

Maraton-kompositionen fremstår som en minimalistisk og sfærisk blafrende lydskulptur, hvis droner er som vandhanens stille dryppen i håndvasken. Mønstrene virker umiddelbart ens, men små forskydninger og diskrete variationer får det til at vibrere og ånde som lydpoesi. Resultatet er en smukt dvælende og sanselig refleksion, som kun en visionær tænker af Enos karat kan støbe den.

Hvem: Brian Eno Reflection

Hvad: Reflection, Warp