Enkel og ambitiøs

Popmusik kan være let og ubekymret. Eller det stik modsatte, anstrengende og forbandet selvhøjtidelig.

Den kan være, lige hvad den vil. Og det er den på »Church Of The Real«, den fjerde langspiller fra lokale I Got You On Tape. Kvartetten med den fremragende vokalist Jacob Bellens i front har lige siden dens enestående sortrockede debut i 2006 plade for plade bevæget sig i en mere poppet retning (nærværende er ingen undtagelse), hvor de fremragende musikere tillige får mere understøttelse af teknologiske hjælpemidler. Men kun lige tilpas, aldrig for meget. At Tape kan skrive hits, ved vi fra P3s rotationslister, og her får vi det til overmål bekræftet i den sublime discoskæring »Truth And Solitude« og i den skrupskøre charmør »Beneath A Cloud«. Lidt mere mut og nøgtern - men stadig ørehængende - er »Run From The Rain«, hvor Bellens messer koldt og insisterende over et ditto minimalistisk arrangement. Selv om tonen igen knyttes an til den mørke kunstneriske retfærdighed i musikhistorien, der bærer navnet Joy Division, er Tape anderledes milde og imødekommende i deres både enkle og ambitiøse popmusik.