Energisk dansk rock til reptilhjernen

Den festlige danske duo Reptile Youth hælder mere rock i regnestykket på album nummer to. Energien er formidabel, men melodierne halter lidt undervejs.

Reptile Youth: "Rivers That Run For A Sea That is Gone" Fold sammen
Læs mere

Originalitet har aldrig været Reptile Youths adelsmærke. Allerede på deres halvanden år gamle debut lød de med deres fandenivoldske blanding af rock og elektronisk dansemusik, som om de var fem-ti år for sent på den. Men det hele var til gengæld leveret med så tilpas meget attitude og sans for ubesværede pophooks, at det egentlig ikke gjorde så meget.

Nu er de klar med album nummer to. Og selv om de ikke ligefrem genopfinder sig selv, så er der heller ingen tvivl om, at de har forsøgt at skubbe udtrykket i nogle nye knap så polerede retninger denne gang. Uden at give afkald på den insisterende energi der mere end noget andet er deres varemærke.

Efter det noget jævne åbningsnummer, »Above«, der lige vel åbenlyst låner sine synkoperede guitarfigurer fra britiske Foals, skruer bandet op for guitarerne på de to efterfølgende numre, »Colours« og »Rivers That Run For A Sea That Is Gone«.

Hvor førstnævnte ikke helt lykkes med at smelte bandets dansable udtryk sammen med en Muse-lignende pompøsitet, fremstår »Rivers ...« langt mere vellykket med dets opklippede guitarpanoreringer og et fuldfedt groove, der ruller derudad under Esben Valles detunede synthfigurer.

Tilbage til 90erne

Den mere rockede retning fortsætter på numre som »We’re All In Here« og den My Bloody Valentine-støjende »JJ«, der begge trækker kulørte tråde tilbage til den groovy Madchester-scene anno 1990, mens »Two Hearts« og den massive »Deseased By Desire« inkorporerer de skrigende synths fra samme periodes hidsige acid house-bølge.

Oven på alt dette huserer forsanger Mads Damsgaard Kristiansen. Live er han en formidabel indpisker, men her fremstår hans vokale bidrag desværre i perioder lidt for uvedkommende. Vel mestrer han både slibrige falsetter og højspændte omkvæd, men der er for mange numre, hvor melodierne ikke formår at løfte sig over det rent funktionelle niveau. Den slags gør mindre under en heftig koncert, men på plade trækker det altså ned. Og det er egentlig en skam, for Reptile Youth viser her, at de langt hen ad vejen har et rigtigt godt greb om deres mange virkemidler.

Hvem: Reptile Youth.

Hvad: »Rivers That Run For A Sea That Is Gone«, A:Larm.