Jeg kan ligeså godt være ærlig: Jeg gik til det her album med en forventning om, at det ville være noget rod. Det, der skulle have været en slags hurtig tvillinge-plade til 2014s »Songs of Innocence«, har nu været tre år undervejs, er blevet udskudt og genindspillet utallige gange og været igennem ikke færre end ni producere og 15 teknikere.
Og ja, på sin vis er »Songs of Experience« noget rod. Bonos tekster stritter i alle mulige retninger: Her er både dybt personlige kærlighedserklæringer, sange hvor han kigger sig selv hårdt i spejlet, refleksioner over døden, tidens politiske klima og flygtningekrisen.
Men det er ikke desto mindre det bedste rod, U2 har lavet i mange år. Jeg ser mest af alt de mange strittende tematiske tråde som et udtryk for et band, der fortsat kerer sig (for meget) om, hvordan de kan være Verdens Største Band. En attitude, der som udgangspunkt er virkelig irriterende, men som her omvendt resulterer i det stærkeste kuld U2-sange i umindelige tider.
Vanen tro virker det som om, at det nye album er et bevidst forsøg på at rette den forriges fejl. Set i bakspejlet var »Songs of Innocence« ikke en særlig god plade. Idéen om at skrive om deres egne formative år i Irland var sådan set fin nok, men den blev realiseret i nogle middelmådige sange og en rådvild produktion, der hverken pegede frem eller tilbage.
På »Songs of Experience« sidder produktionen til gengæld lige i øjet. Og U2 virker opsatte på igen at lyde som U2. Hvilket vil sige stort og majestætisk. Klar til at nedlægge stadioner verden over. Bevidste om verdens uretfærdigheder. Idealistisk åbenhjertige. Insisterende på håbet om en bedre verden. Og med en tyrkertro på, at kærligheden kan overvinde alt.
Kynismen er man med andre ord nødt til at efterlade i garderoben. »Love Is All We Have Left« lyder budskabet på det atmosfæriske åbningsnummer, mens U2 i slutningen af pladen lader os vide, at »Love Is Bigger Than Anything In It’s Way«. Rimelig staveplade, og det sidste af numrene bliver da også for åbenlyst i sin jagt på den store forløsende finale.
Heldigvis er der imellem disse to numre en masse, der lykkes på ret formidabel vis.
I den mere personlige ende er der »Lights of Home«, der smelter en følt slide-guitar fra The Edge sammen med det helt store gospelkor, mens Bono på den melodisk stærke »You’re The Best Thing About Me« holder sig selv ud i klædelig strakt arm og ironisk distance: »Shooting off my mouth, that’s another great thing about me«.
Selvransagelsen vender Bono tilbage til flere gange undervejs. På den smukt forløste U2-classic-ballade »The Little Things That Give You Away« synger han om, hvordan han kæmper med sig selv om at bevare håbet i en verden af lave. Og på den legende »The Showman (Little More Better)« udstiller han med hidtil uhørt humor og selvindsigt, hvor forkælet og forfængeligt livet som rockstjerne er. »Singers cry about everything« lyder det et sted. »There’s a level of shallow that you just can’t fake« et andet. Og ikke mindst: »I lie for a living, I love to let on / But you make it true when you sing along«.
»The Blackout« fungerer til gengæld som en bro mellem det personligt selvransagende og de mere politiske sange. Når Bono i sangens første linje synger, »A dinosaur wonders why it’s still on Earth«, lyder det som en beskrivelse af U2. Men et par linjer efter står det også klart, at det blackout, han synger om, er et symbol på det politiske klima som sådan lige nu. Og at dinosaurerne ligeså vel kan være Præsident Trump. Eller patriarkatet som sådan.
To af pladens bedste numre er også de mest åbenlyst politiske sange. På den fine »Summer Of Love« drømmer en syrisk flygtning varme drømme om Vestkysten mod det forjættede Europa, mens Bono på »Red Flag Day« sender os ud på Middelhavets dødsensfarlige vande over en drivende rocksang, der står på skuldrene af U2-klassikere som »New Year’s Day« og »Sunday Bloody Sunday«.
Pladen er værst, når U2 spiller de allermest slidte stadionrock-kort. »Get Out Of Your Own Way« lyder som noget Coldplay allerede har gjort tusinde gange før, mens den fuzzy disco-rock på »American Soul« sine steder lyder mere henad Muse. Her halser U2 efter deres egne opkomlinge, og det er ikke et godt look.
Det ændrer dog ikke på indtrykket af et U2 tilbage i overraskende god form. De har tydeligvis gjort sig umage, og det betaler sig. Håber vi ses i Parken i 2018!
U2
»Songs of Innocence«
★★★★☆☆
Universal Music
