Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
John Ogdon var en af det 20. århundredes mærkeligste musikerskæbner. Hans mægtige korpus stod i besynderlig kontrast til hans forfinede, lyriske og uaggressive klaverspil. Hans vanskelige sind forpestede hans tilværelse de sidste år frem til hans død som kun 52-årig i 1989. Han var når han var bedst Storbritanniens fineste klassiske instrumentalist (og desuden en flittig komponist), og i anledning af, at han i år ville være fyldt 70 år, udsender EMI en fyldig boks med såvel kendte som aldrig før udsendte indspilninger. Den vender vi tilbage til om lidt.
I hvert fald er han værd at huske, John Ogdon. Ikke kun for det, han præsterede i koncertsalen og på plade, og ikke kun fordi han som den første brite vandt den ekstremt prestigefyldte Tjajkovskij-konkurrence i Moskva (han delte førstepladsen med en anden legendarisk musiker, Vladimir Ashkenazy). Han er også værd at mindes, fordi han besad evner af den slags, der forekommer naturstridige, og som sætter almindeligheden i et svimlende perspektiv: John Ogdons hustru, pianisten Brenda Lucas, fortalte engang, hvordan de, mens de stadig var musikstuderende, sad i hvert sit lokale på Royal Manchester College of Music. Hun øvede sit. Nogle små sonater. Han var i gang med noget andet, han bad hende kigge ind, og så tog han nogle noder frem. Det var partituret til en Mahler-symfoni, komplet med blæsere, strygere, slagstøj og hele balladen. Så spillede han. Alt hvad der stod. Uden fejl. Uden at blinke. Den slags burde ikke kunne lade sig gøre. I John Ogdons tilfælde kunne det.
Brahms påén dag
Det var også John Ogdon, der som ungt menneske i sidste øjeblik trådte til for en pianist, der var blevet syg. Johannes Brahms 2. klaverkoncert var på programmet. Meget større pianistiske udfordringer gives ikke, men John Ogdon, der ikke havde spillet værket før, gav sit tilsagn dagen før koncerten. Da nogen bagefter efter en vel overstået opførelse sagde til ham, at det var dog helt utroligt, at han kunne klare det, svarede han, at det var da ikke noget problem. Han havde jo haft hele formiddagen til at øve sig i!
De to episoder var typiske for John Ogdon, der syntes at trives bedre, jo voldsommere musikalske udfordringer han blev stillet overfor. Ved sin London-debut i 1958 spillede han Ferruccio Busonis klaverkoncert, der netop fordi den går til pianistiske yderligheder tiltalte ham umådeligt. Han indspillede kun meget lidt Mozart, heller ikke så meget Beethoven, men han elskede kompleksiteten hos en Schönberg, en Liszt og en Rachmaninov, for ikke at tale om samtidige britiske komponister som Harrison Birtwistle, Alexander Goehr og Peter Maxwell Davies. Pladeproduceren Ates Orga talte om hans ubegribelige »sult efter noder«, og de, der kendte ham, fortæller igen og igen om kontrasten mellem den omnipotente pianist og den personlighed, som denne pianist besad, og som var beskeden, uprætentiøs og selvudslettende i en sådan grad, at han blev et let offer for andres luner. »Denne store, bebrillede, blide bamse af en mand« kaldte The Guardians højt estimerede musikkritiker Edward Greenfield ham i sin nekrolog. De af os, der har set ham live, kan nikke genkendende til beskrivelsen.
En hund i et spil kegler
Heller ikke Brenda Lucas lagde skjul på hans anderledeshed. Den blev givet råt for usødet i den biografi, hun skrev om sin mand, mens han stadig levede. Han var ikke som de andre. Han var som en hund i et spil kegler ved selskabelige sammenkomster, ude af stand til at smalltalke, totalt optaget af musik som han var. Og ulykkeligvis var særheden, skrøbeligheden og sartheden udtryk for mere end blot en vanskelig psyke. 11 år før sin død brød John Ogdon sammen som offer for den sindslidelse, muligvis skizofreni, som også hans far havde lidt af. Han kom sig noget, i perioder i hvert fald, gav stadig koncerter, men for mange, indspillede stadig, men for meget og skræmmende ustabilt. Hans dårligste indspilninger vekslede mellem det udmattede og det manierede, men indimellem var alt godt. 1. august 1989 døde han pludselig af lungebetændelse. Ti dage før havde han givet sin sidste koncert, i Londons Queen Elizabeth Hall, hvor han spillede Liszt. Kritikere skrev, at han aldrig havde været bedre.
Når John Ogdon præsterede sit ypperste, var det i sådan noget som ovennævnte klaverkoncert af Busoni et værk der dog desværre ikke er med i EMIs nye Ogdon-boks. Til gengæld får man en mindre vellykket indspilning af Tjajkovskijs berømte 1. klaverkoncert, optaget i 1963, længe før Ogdon blev syg, men ramt forbløffende meget ved siden af. Ogdon og dirigenten, Sir Malcolm Sargent, finder aldrig hinanden. Boksens mest interessante CD er den, der er helliget John Ogdons egne kompositioner, dem skrev han mange af, og de understreger hans kærlighed til noder, noder, noder jo flere, jo bedre.
Indspilningen af Alexander Glazunovs 1. klaverkoncert sætter spot på en anden ogdonsk specialitet: Det sjældent spillede, som han satte en ære i at spille, for det var jo så let for ham at lære nyt. Hvem skulle ellers gøre det?
Musikken på EMIs boks fortæller ikke alt om John Ogdon. Man savner f.eks. hans banebrydende indspilninger af komponister som Charles-Valentin, Alkan, Arnold Schönberg og Alexandr Skrjabin. Men man får da i hvert fald et første billede af geniet, der kæmpede med galskaben, og som lykkedes med så meget og mislykkedes med manér, når det var i dét hjørne, han var. Nye lyttere kan godt begynde her.
Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.
Med venlig hilsen
Berlingske Tidendes Netredaktion
