En udmattende alliance

Den italienske trompetist Enrico Rava er fortsat en fornem og karismatisk musiker, som hen ad vejen kom for meget i defensiven i et dansk/afrikansk selskab.

Den italienske trompetist Enrico Rava, her ?ved en koncert i København i december 2011. ?Foto: Torben Christensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den italienske trompetist Enrico Rava modtog i 2002 den prestigefyldte danske Jazzpar Prisen, og han optrådte ved samme lejlighed med en sekstet, der rummede bassisten Jesper Bodilsen og trommeslageren Morten Lund. Og dette stærke danske team indgik efterfølgende i en alliance med gruppens italienske pianist, Stefano Bollani, med hvem de siden har turneret i det meste af verden.

Også alliancen med den nu 74-årige Enrico Rave er jævnligt blevet genoptaget, således denne aften i Den Sorte Diamant. Her blev de tre musikere sekunderet af guitaristen Lionel Loueke, som stammer fra den vestafrikanske republik, Benin, og som i de senere år har etableret sig solidt på den amerikanske jazzscene.

Og hvad havde denne kvartet så på hjerte og på program?

Ja, som indledning fik vi et par værker af Enrico Rava, der da også med sin karisma og sit fornemme spil helt naturligt var koncertens hovedperson. Og med sin organiske tone og sin melodiske fantasi stod hans improvisatoriske udsagn da også aldeles smukt, ja, som små fine fortællinger.

Faldt fra hinanden

Det blev så til en frisk uptempo-version af folkemelodien »Ack Värmeland du sköna«, hvor også de øvrige musikere markerede sig glimrende, ligesom det gav god mening med lidt musik af Antonio Carlos Jobim.

Men efter pausen var det, som om koncerten mere eller mindre faldt fra hinanden. Det virkede som om Enrico Rava kom lidt i defensiven, ja, blev lidt usynlig, om end han da formulerede sig godt i en statisk og bittersød vals, der kunne lede tankerne hen på den italienske filminstruktør Federico Fellinis univers. Og her bød Lionel Loueke så på et guitarspil, som var ganske originalt, men som ikke rigtigt passede ind i det anlagte nord/syd-europæiske tonesprog.

Og selv om der var fine strejf af nordisk folklore i Jesper Bodilsens »A Song For Her Being Here«, begyndte ideerne at slippe op, og uden Enrico Rava som naturlig dynamo truede tomgangen. Det hjalp slet ikke, at Lionel Loueke slutteligt stod for et afrikansk influeret soloværk, som inkluderede en sang, der måske var udmærket, men som i dette forum forekom irrelevant – og alt, alt for lang.

Det samme var koncerten blevet, så selv om der var gode momenter i ekstranummeret – en på stedet skabt blues, som Enrico Rava tilegnede Brasilien, og som af samme grund skulle være i mol – så blev denne finale – med en lang bassolo og en endnu længere trommesolo – bare definitivt udmattende.

Hvem: Rava/Loueke/Bodilsen/Lund. Hvor: Den Sorte Diamant, Dronningesalen, onsdag.