En, to, tre og af sted!

Green Day har solgt 65 millioner album og er langt væk fra de år, hvor det hele begyndte. Men »¡Uno!« - det første udspil i en trilogi - er fuld af ungdommelig energi og speedet poppunk.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pearl Jam, Nirvana, Soundgarden og SmashingPumpkins brød voldsomt igennem i 1990ernes begyndelse. Og de vidt forskellige bands, som blev samlet under grungeetiketten, udsendte ikke bare en stribe forbløffende godt sælgende album, men fik også mainstreamen til at vende ørerne mod andre former for kantet eller skæv rock.

Det nød ikke mindst Green Day godt af, og deres album »Dookie« blev en kolossal succes, som dannede lige så meget rockskole som Nirvanas »Nevermind«. Begge bands havde punken løbende i blodbanerne, men Green Day havde en helt anderledes tilgang til traditionen: De undgik den sodsorte selvlede, benyttede anstrøg af humor og indarbejdede popelementer i de opspeedede sange.

Poppunk er vel den mest præcise betegnelse for det, som Green Day har slået sig op på,og som - efter et pladeslag på 65 millioner - også tegner »¡Uno!«, der er det første album i en trilogi. Om to måneder følger således »¡Duo!« og efter atter to måneder, ja, rigtig gættet, » ¡Tré!«

Og udråbstegnene er ikke tilfældige. I hvert fald ikke hvad angår »¡Uno!« som består af 12 numre á tre minuttter, som hopper, spjætter og pogodanser i ét væk. Her er ingen hvilepunkter, ingen indlagte ballader, men et konsekvent højt energiniveau.

Opad og fremad

I åbningsnummeret »Nuclear Family« guitar-riffer Billie Joe Armstrong heftigt og synger »Drinking angel’s piss, gonna crash and burn« med sin karakteristiske, tilstræbt britiske diktion, mens Tre Cools trommestikker hvirvler over skindene, og Mike Dirnts bas giver energiniveauet endnu et nyk opad og frem mod omkvædet.

Sådan forholder det sig også i de 11 andre sange, som synes fuldstændig fri for prætentioner og forfinede krummelurer. I stedet dyrker Green Day et enkelt, foroverbøjet udtryk, fyldt med en joie de vivre som flere steder er virkelig smittende. Og at trioen er bevidste om, at deres sange ofte leger med rockklichéer som »intensitet« og »ungdommelig nerve«, det fremgår af »Carpe Diem«, hvis titel siger det hele. Eller »Seize the day, living a cliché«, som Billie Joe Armstrong synger et sted.

Slå DJen ihjel

På albummets med afstand bedste spor, »Kill The DJ«, er det imidlertid mørkere ord, som er i spil. »Someone kill the DJ/Shoot the fucking DJ«, lyder det på et groove a la The Clashs »The Magnificent Seven« og med coolness, som leder tankerne mod Arctic Monkeys, mens teksten kan udlægges som en rå omskrivning af The Smiths »Panic«, hvor Morrissey synger »Hang the DJ«.

Referencernes rigtighed eller ej, så er »Kill The DJ« prikken over udråbstegnet på »¡Uno!«, som nok har sine monotone stunder, men altså indeholder mange gode melodier og hooks. Og tænk at der er to album mere i vente. Green Day er måske på vej ind i deres anden ungdom. Hvis man altså ved ungdom forstår energi og smittende kraft.