»Så greb far desperat sin livløse søn, sparkede døren op, sprang ned ad trapperne, ud i snestormen, og så blev jeg, splitternøgen, som jeg netop var født, kylet i snedyngerne, rullet rundt i bidende frost og rå kulde.«

Sådan beskrev Kurt Thyboe sin fødsel i selvbiografien »Kurt. Storyteller«. Altså med lige dele Dickens og Münchhausen. Og særligt trangen til at overdrive, til at smøre tommetykt på, har gjort ham til et fænomen - ikke mindst via rollen som kommentator ved ringside til et hav af TV-boksekampe.

Men hvad enten man som Morten Sabroe vil kalde Thyboe »sportens eneste sande lyriker« eller som Erik Jensen mener, at han er »en skamplet på journaliststanden«, ja, så må man medgive den 70-årige fyr en vis sproglig musikalitet. Og det kan man forvisse sig om på to albumudgivelser med »den gamle fighter« ved mikrofonen.

»Thyboeblaster« hedder albummet, som udkom tidligere i år, hvor Thyboe giver den som spoken word-kunstner, og hvor de improviserede lydbilleder leveres af den drevne trio Grafisk Musik.

Albummet er blevet til ved, at Kurt Thyboe har skrevet en stribe tekster, som han så umiddelbart efter har læst op på en improviseret baggrund af jazz, blues og rock. Og Thyboe åbner med disse ord om bokseren Sonny Liston:

»This is a story about a man who was born to rape, kill and be freaking mad og selvfølgelig ender han i spjældet, hvor en spansk padre siger ’That ain’t a lifestyle kid. You gotta learn how to run with the lions and fly with the eagles’.«

»Skriv for himlens skyld legenden«

På tryk er det simili-Hemingway blandet med sportsjournalistik i sekundaklassen, men det swinger sågu på Thyboes stemmebånd, og det kan siges om resten af albummet, som byder på massevis af højdramatiske historier. Om store tyrefægtere, om at drikke tæt, om, æh, cunnilingus og om den famøse fødsel - som her bliver til en samtale mellem Thyboes sjæl og hans »creator«.

»Hvis du nogensinde har valget mellem fakta og legende, så skriv for himlens skyld legenden«, siger Thyboe et sted på »Thyboeblaster«. Og den pyntede, mytologiserende udgave af virkeligheden har da også forrang på det spritnye album »Thyboe Vs. Thyboe«, hvor han atter engang får Jørgen Leth - en mester udi spoken word - til at lyde som en genert skoledreng.

Bag sig har Thyboe på albummet rockmanden Mads B. Jørgensen, der tidligere har gjort sig fint bemærket som Mani Spinx. Her har han sat Thyboe ind i en mere produceret og funky sound end på »Thyboeblaster«, men det er stadig Thyboes stemme, som fylder det meste, og her går han - selv om han indimellem bruger samme vendinger som på »Thyboeblaster« - tættere på sig selv. På sprut- og cokemisbruget og på følsomheden inde bag al bragesnakken. Men stadig med kolossal tillid til egne ord.

»Jeg er en lingvistisk ekvilibrist«, siger han et sted. Det er nu liiige at stramme den, men når hans sprog bliver til stemme på en bund af musik, så er han virkelig værd at opholde sig ved. Så bliver bekendelserne og røverhistorierne underholdende og vedkommende. Som på begge disse plader. 

Kurt Thyboe & Grafisk Musik: »Thyboe-blaster«, Playground

Kurt Thyboe: »Thyboe Vs. Thyboe«, Warner