Engang passede Ryan Adams perfekt på fortællingen om den lidende rocksanger, der krænger sine inderste følelser ud på plade. Han levede en udsvævende tilværelse med for meget sprut, hårde stoffer og radbrækket kærlighed.
Pladetitler som »Heartbreaker« (2000) og »Love Is Hell« (2004) sagde det hele. Manden havde det tydeligvis ikke godt. Men ud af smerte kom der stor personlig kunst. Tilsyneladende.
For spørgsmålet er, hvor meget man egentlig skal lægge i den slags biografiske oplysninger, når man lytter til musik? Ingen tvivl om, at det er en meget fremherskende og fristende måde at lytte på. Vi vil så gerne tro på, at den lidende stemme i vores ører rent faktisk, ja, lider. Men et eller andet sted må vi også erkende, at det hele kan være opspind.
På et teoretisk plan bør den erkendelse ikke gøre musikken en tøddel dårligere. Men konteksten spiller uvægerligt ind. Og specielt når vi taler molstemt singer/songerwriter-musik. Det er genrens indbyggede præmis: Man(d) er alene. Man(d) bekender sig.
Holder af katte og en god kop te
Tilbage til Ryan Adams. I dag er han et helt andet sted i sit liv og sin karriere. Han har fået styr på lortet, som man siger. Han nærmer sig de 40 og har været gift med popsilden Mandy Moore i fem år. Og i interview kan man læse, at han enormt godt kan lide katte og en god kop te. Ikke ligefrem den vildeste rock’n’roll-tilværelse, vel?
Alligevel er hans 14. plade på lige så mange år en decideret rockplade. Ikke af den viltre og ustyrlige slags, men der skrues da godt op for den elektriske guitar på dette lille dusin sejt huggende, længselsfulde sange, der øjeblikkeligt sender tankerne i retning af amerikanske heartland-rockere som Tom Petty og Bruce Springsteen.
Så langt så godt. Det er et musikalsk gear og en flot svungen rocklyd, der klæder Adams’ ubesværede melodiøsitet rigtig godt. Men det er også et album fuld af komplicerede følelser og svære overvejelser. Om angsten for at glide ned i det lidt for lykkelige voksenlivs magelighed.
Men spørgsmålet er, om man skal læse det hele så biografisk? For Adams’ hustrus skyld håber jeg det ikke. Sangene er nemlig fulde af fortrydelse og ytringer om at have lyst til at rive hele lortet ned. På »Am I Safe« ser sangens fortvivlede jeg et hus brænde på vejen hjem og bliver grebet af tanken om, at det kunne være hans eget. Men vender så situationen om på ganske forstyrret vis: »It’s complicated, I just don’t love you anymore, I just wanna sit here and watch it burn.« Av. Den var straks værre.
Og ligeledes på den glimrende »Trouble« rimer billedet af den katteglade, tedrikkende ægtemand heller ikke ligefrem på jeg’et i linjer som »There’s a year and a day for every line on my face, like a map of my sins, and all the trouble I’m in«.
Hvor er Ryan Adams så i disse sange? Det er ikke til at sige. Måske muger han ud i skidtet i sin hjerne. Albumtitlen peger i den retning. Måske ikke. Gør det nogen forskel? Nej. For det, der står tilbage, er en samling rocksange af virkelig høj klasse. For Adams er stadig en skarp sangskriver med en virkelig god vokal. Og det er alt andet lige længe siden, at han har været så skarp og fokuseret som her. Jack Daniels eller ej.
Hvem: Ryan Adams.
Hvad: »Ryan Adams«, PaxAm/Sony Music.
