Selvfølgelig kunne han ikke blive ved med at køre i samme rille. Det var ellers rigtig godt, så længe det varede. Og det katapulterede ham på rekordtid fra slumsiden af Detroits 8 Mile Road op til et liv på forsiden af alverdens musikmagasiner med millioner af dollar på kontoen.
Vi taler naturligvis om Eminem, der på kanten til det nye årtusinde brød eftertrykkeligt igennem med sine tre fænomenale første plader.
Hele verden lærte inden for tre år den vrede, hvide rappers teknisk begavede flow, grænseoverskridende tekster og rablende alter ego Slim Shady at kende.
Men op gennem 00erne faldt kadencen immervæk. Selv om teknikken var i orden, var Eminem ikke i nærheden af fordums styrke på plader som »Recovery« (2009) og »Relapse« (2010), hvor han skruede ned for galskaben og forsøgte at tackle berømmelsens bagside på en mere seriøs måde.
Noget tyder på, at han selv har været klar over det.
På hans nye album »The Marshall Mathers LP 2« er alle sejl i hvert fald sat til for at genvinde fordums storhed.
Som titlen antyder, er der tale om en efterfølger til hans gennembrudsalbum fra 2000, der bød på klassiske Eminem-hits som »The Real Slim Shady« og »Stan«. Og det lyder vitterligt som om, at arbejdet med at smede nye rim med afsæt i hans selvskabte mytologi har antændt en ny, kreativ ild i Eminem, der ikke har lydt så veloplagt og optændt i årevis.
Leger med fortiden
Albummet lægger for med den syv minutter lange »Bad Guy«, der på mesterlig vis samler tråden op fra den isnende fortælling i førnævnte »Stan«.
Fortælleren var dengang Eminem-fanatikeren Stan, der endte med at dræbe sig selv og sin gravide kæreste på grund af Eminem. »Bad Guy« er nu rappet fra Stans vrede lillebror Matthews perspektiv.
Det er tid til hævn, og mens Eminem ligger bagbundet i bagagerummet, hagler beskyldningerne om hykleri og homofobi ned over ham. Enormt godt tænkt og fornemt eksekveret.
Den intelligente og underholdende leg med fortiden fortsætter i en lind strøm gennem albummets, indrømmet, lige vel lange 78 minutter.
Dels på tekstsiden, hvor f.eks. både Eminems fraværende far og alkoholiserede mor får endnu en tur i vridemaskinen, men også i produktion og flow, hvor gamle bidder af numre og velkendte fraser pludselig dukker op for så lynhurtigt at forsvinde igen.
For så vidt enormt selvsmagende, men det er oftest gjort på en måde, der er overrumplende og sjov at lytte til.
Overlegent flow
Det samme må man sige om Eminems evner som rapper. Han er tydeligvis opsat på at vise, at han stadig er en af gamets mest overlegne bag mikrofonen.
Og når han rammer sit røde felt, er der altså ingen, der kan matche ham. Man efterlades ofte åndeløs over hans komplekse, aggressive og intelligente flow. Lyt bare til den blærede »Rap God«, hvor han spytter 6,5 ord i sekundet 15 sekunder i træk. Hjernen kan simpelthen ikke følge med.
Alt fungerer dog ikke lige godt. Særligt den lille håndfuld forsøg på at genoplive old school-rap á la Run DMC og Beastie Boys på numre som »Berzerk« og »So Far … « falder til jorden. Og det samme kan siges om nogle af de lige vel generiske popomkvæd, der dukker op rundt omkring.
Når det er sagt, så står »The Marshall Mathers LP 2« alligevel som noget af det bedste, Eminem har præsteret i årevis.
Det rammer ikke helt samme overrumplende højder som hans tre første plader. Men det ville næsten også være for meget at forlange.
Hvem: Eminem. Hvad: »The Marshall Mathers LP 2«, Interscope.