En mild skuffelse

Programmet for Roskilde Festival 2010 tegnes af kunstnerisk kvalitet, men savner bredde og bands, som kan samle publikum og forstærke følelsen af fællesskab.

Der har været år, hvor Roskilde Festivals program har efterladt enhver musikelsker i en svimlende tilstand af fryd og forventning.

Helt sådan virker det desværre ikke i år og de karakteristiske rækker med musiknavne i tre forskellige skriftstørrelser sætter sig mest af alt som en mild skuffelse.

Og om et Roskilde Festival-program er godt, middelmådigt eller skidt, ja, det kan man finde ud af ved at vurdere det fra tre forskellige vinkler.

For det første bør man se på, om der er tilstrækkeligt med bredt appellerende bands, som kan skabe fællesskab og selvforglemmelse på pladsen foran den såvel berømte som berygtede Orange Scene.

Det er et af festivalens egne succeskriterier, og her har den i år gjort et sandt scoop med Muse, som senest viste deres opulente klasse i Parken, hvor deres monstrøse sceneshow og ligeså voldsomme omkvæd var rammen om en både medrivende og mindeværdig folkefest.

Men hvem i programmet der ellers kan løfte denne opgave foruden knallert-rockerne i Motörhead samt Kashmir, Dizzy Mizz Lizzy og Nephew - der allerede har spillet landet tyndt - ja, det er svært at se. Og at det vitterligt er vanskeligt at finde det store fællesskabsskabende navn fremgår også af det faktum, at de afdankede festaber i Prodigy figurerer øverst på årets program.

Brooklyn overalt

En anden måde at måle festivalprogrammets kvalitet på er ved at se på dets bredde. Og her er der rigeligt at komme efter for indierock-elskere og ikke mindst dem, der ikke kan få nok af musik fra Brooklyn - som eksempelvis supernavne som The National, Vampire Weekend og LCD Soundsystem.

Men hiphop og soul er til gengæld svagt repræsenteret, ligesom den elektroniske musik har trange kår. Og den afrikanske scene, som plejer at have en særlig plads på Roskilde Festival, er godt nok repræsenteret ved det fine ørkenbluesband Tinariwen, men det er altså også noget nær dét.

Endelig må programmet også vurderes ud fra sin kunstneriske styrke. Altså på, hvad der er af oplevelser i vente, som kan bevæge, forundre eller fascinere publikum.

Her står festivalen stærkt, og der er god grund til at forvente store oplevelser, når tegneseriebandet Gorillaz giver en af sine få koncerter, og der er stensikkert også storhed i vente, når poeten, punkeren og legenden Patti Smith griber hårdt om mikrofonen.

Desuden er der noget nær garanti for magi, når tidligere nævnte The National melder sig med et nyt mesterligt mørkerockalbum i ryggen, når legendariske Van Dyke Parks spiller sammen med DRs UngdomsEnsemblet, når John Olav Nilsen & Gjengen rocker skævt og sindssvagt melodiøst, og når den lyse poppige Robyn vender tilbage til festivalen.

Mådelig score

Den kunstneriske tyngde er bestemt også at finde på den danske side af programmet, hvor C.V. Jørgensen melder sig sammen med et rigt udvalg af navne fra den yngre og fabelagtige danske scene - The Rumour Said Fire, The Kissaway Trail, Sleep Party People og listen fortsætter.

Men selvom Roskilde Festival scorer højt på den kunstneriske målestok - hvor man dog kan håbe, at snart albumaktuelle Arcade Fire bliver tilføjet - så ser det som skitseret knap så godt ud, når det gælder bredden i udbuddet, og når det handler om bands, som kan sikre fællessangen og dermed fællesskabsfølelsen.

Og dén Roskilde Festival, vi elsker, ja, den scorer altså normalt højere end i år. Men magien på Dyrskuepladsen kan ikke altid aflæses og forudsiges ved at analysere programmet. Den opstår ofte ad uventet vej og på måder, man aldrig havde forestillet sig.

Lad os også håbe, det går sådan i år.