Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Da Christian Hjelm for to år siden udgav sit første soloalbum, »Før Vi Blev Lette«, var det lidt af en øjenåbner både for ham selv og for os.
Forsangeren og guitaristen i The Figurines kunne faktisk godt synge på dansk, og teksterne havde en lyrisk luftighed, der sendte en frisk brise ind over den danske popscene.
Hjelms nye album, »Vaskeægte«, fortsætter fuldstændig i samme rille. 12 sange på dansk, hvor Hjelms stemme til tider lyder som en ung Kim Larsen, men andre gange rammer mere ovre i kassen med Rasmus Nøhr.
Det første er klart det bedste, og referencerne til den danske nationalskjald er ikke ramt helt ved siden af, når man lytter til sange som »Som Aldrig Før«, »De Sidste« eller »Tiden«. Det handler om at ramme den subtile naivisme som Larsen mestrer, og nogle gange lykkes det faktisk fint.
Desværre kammer det også lidt for meget over for Hjelm, der på dette album kredser en del om forelskelsens tosomhed. Den slags kan jo godt bringe én i en vis affekt, men når Hjelm synger »Jeg ved slet ik’ hvad jeg skal sige/når solen bager på min pige« på et nummer som »Solen Bager«, så bliver det lidt for studentikost. Det samme gælder på et nummer som »Hit« med linjer som »Vi var langt væk fra Danmark/og alle palmerne lå vandret« og »Mon dette liv/bliver et kæmpe hit/som vi kan synge for hinanden?«
Det når ikke debutalbummets høje niveau, hvilket er synd, for Hjelm har det i sig, men potentialet bliver bare ikke helt forløst. Og når musikken så samtidig halter gevaldigt visse steder med sine mange gnidningsfrie poprefræner, så sidder man noget skuffet tilbage.
Der er ganske enkelt for mange uplettede og strygefri mellemregninger på »Vaskeægte«, der heller ikke indeholder et sikkert hit som forgængerens »Lang Vej Igen«. Man kan og bør strække sig langt for den dygtige og sympatiske Christian Hjelm, hvis talent er uomtvisteligt, men denne udgivelse kunne godt have brugt en ekstra tur på 90 grader i skriveværkstedets vaskemaskine.
Hvem: Christian Hjelm. Hvad: »Vaskeægte«, Playground.