Lavinen begyndte at rulle i oktober. I en reklamepause i britisk X Factor kunne TV-seerne pludselig høre en stemme synge:
»Hello. It’s me. I was wondering if after alle these years you’d like to meet?«
Ordene tonede frem i hvide bogstaver på sort baggrund. Selv om der ikke var nogen afsender på, lod den markante stemme de færreste i tvivl: Adele var tilbage. Efter fire års pladepause. Og nej, verden havde bestemt ikke glemt den britiske sangerinde, mens hun havde været væk. Tværtimod.
Siden udgivelsen af singlen »Hello« i oktober og siden hendes tredje album »25« i november har Adele været her, der og alle vegne. Og sat en tyk streg under, at der stadig findes kulturelle fænomener, der skinner så stærkt, at deres lys synes at trænge ind overalt.
I USA alene slog hun alle rekorder med 3,48 millioner solgte eksemplarer af »25« i den første uge efter udgivelsen. Førstesinglen »Hello« er blevet set mere end 750.000.000 millioner gange på YouTube og streamet 270.000.000 gange på Spotify. Altså over en milliard afspilninger alene på de to platforme på godt to måneder. Og tallene stiger med flere millioner dag for dag.
Også på koncertfronten er efterspørgslen helt uhørt. I det amerikanske radioprogram »All Songs Considered« kunne en af de målløse værter for nylig rapportere, at hun havde set en billethaj betale 1.500 dollar – altså over 10.000 kr. – for en billet i køen til Adeles koncert i Radio City Music Hall i november. Og skulle man være interesseret i at opleve hendes udsolgte koncert i Forum næste år, kan man i skrivende stund sikre sig billetter til den nette stykpris af 11.603 kr. på billetbørsen Viagogo.
Alt dette kommer tre-fire år efter, at Adele solgte svimlende 30 millioner eksemplarer af sit foregående album »21«. Ingen andre har ramt den slags tal de seneste 15 år, hvor internet, piratkopiering og siden streamingtjenester har ført til et dramatisk fald i pladesalget.
»Du er heldig, hvis du bare én gang i dit liv støder på en enhjørning i en skov. Chancen for at gøre det to gange er nærmest lig nul,« har samarbejdspartneren Ryan Tedder udtalt til New York Times om de urealistisk høje forventninger til »25«.
Her godt en måned efter udgivelsen ser det dog ud til, at Adele har gjort det umulige og spottet endnu en enhjørning.
Men hvad er det lige ved 27-årige Adele Laurie Blue Adkins, der gør hende så universelt elsket? Hvorfor kan hun sælge millioner af plader, når stort set ingen andre kan i disse år?
Lad os starte med det åbenlyse først: Hendes musik rammer virkelig bredt. Måske hænger det sammen med, at den ikke lægger sig synderligt meget op af nogen trends eller modeluner. Det er oftest modne og velskrevne sange, der i princippet kunne have været sunget i et hvilket som helst årti. Og det er nok også en af forklaringerne på, at hun i højere grad end mange andre af tidens popstjerner også rammer et ældre og mere modent publikum.
I den forbindelse er det også værd at bemærke, at selvom hun har skrevet de enkelte sange i fællesskab med nogle af verdens mest succesfulde popsnedkere, så formår hun stadig at lyde som sig selv. Det her er Adele-sange. Det er ikke Max Martin- eller Bruno Mars-sange (begge bidragydere til sange på »25«, red.). Hun er eminent god til at få sangskriverne til at arbejde på hendes banehalvdel i stedet for omvendt.
Læg så dertil, at Adele er en fænomenal sangerinde med et enormt register og en atletisk power, der kan få lytternes ører til at blafre og hjerter til at banke hurtigere. Man kan mærke hende. Det føles ægte og inderligt, og det gør hende til vor tids store favnende balladesanger. Hun er sin generations Barbara Streisand, sin generations Whitney Houston, sin generations Céline Dion.
Men til forskel fra forgængerne synger og skriver Adele fra et meget personligt sted. »21« var et album lavet i den brændende aske af et kuldsejlet forhold – et break-up-album fuld af turbulente følelser. »25« er skrevet på længslen efter det, der var: tabte forbindelser, tabt tid, tabt ungdom. Hun har allerede skrevet en tilbageskuende sang, der hedder »While We Were Young«, selv om hun kun er 27.
Men selv om sangene øjensynligt er meget personlige, så er de samtidig sjældent private eller hængt op på konkrete detaljer. Hun udtrykker sig i så tilpas vage og universelle termer, at de fleste lyttere vil kunne projicere egne følelser og oplevelser ind i dem. Alle, der har oplevet et knust hjerte, kan kort sagt være med.
Men hvis man vil indkredse en global popstjernes appel, er man nødt til at kigge bredere end blot det musikalske. Og i tilfældet Adele er hendes personlighed, hendes krop og hendes værdier også i høj grad med til at skille hende ud fra mængden.
Et af hendes mest berømte interview-citater fra 2011 siger en del om, hvad det er for en popstjerne, vi har med at gøre:
»Jeg elsker mad og hader at dyrke motion. Jeg er ikke interesseret i at komme på forsiden af Playboy eller Vogue. Jeg vil gerne på coveret af Rolling Stone eller Q Magazine. Jeg er ikke en trendsætter, jeg er sanger. Jeg vil hellere veje et ton og lave et fantastisk album end ligne Nicole Richie (tynd kendis, red.) og lave et lortealbum. Mit mål i livet er aldrig at blive tynd.«
Hvornår har man sidst hørt en hitlistetoppende sangerinde udtale sig sådan? Mit gæt: aldrig. Og det er netop en af nøglerne til at forstå hendes succes. Hun nyder godt af det, man kunne vælge at kalde Bridget Jones-syndromet. For ligesom Renée Zellwegers knuselskelige, lidt for buttede og socialt klodsede karakter i filmene af samme navn, så står Adele ved sine fejl. Hun står ved, at hun spiser usundt og er kraftigt bygget. Når hun ikke lige synger, taler hun i en grov cockney-dialekt og griner alt for højt. Under hendes koncert i Radio City Music Hall i november smed hun de høje hæle efter første nummer, fordi de fik hendes fødder til at svulme op, og hun indrømmede senere, at hun havde luft i maven, fordi hun var så nervøs. Og da koncerten sluttede var hun så overvældet, at hun ikke kunne holde tårerne tilbage.
Alt det her er med til at nedbryde illusionen om den perfekte popstjerne. Og det er befriende for mange af os. Hvor Beyoncé sælger drømmen om ufejlbarlig perfektion, og Lady Gaga giver den som rollespillende kamæleon, så er der i tilfældet Adele tale om en slags maskefald for åbent tæppe. Og det gør hende så meget mere relaterbar end mange andre af tidens stjerner.
Hvad siger det så om tiden, at Adele er så populær? På den ene side at rygterne om monokulturens død var stærkt overdrevne. Vi har tilsyneladende stadig brug for at samles om de her tårnende kulturelle fænomener. Ligesom vi stadig har brug for en stor samlende balladesanger, der med sin stemmes kraft og indlevelse kan give de helt store følelser den vægt, de fortjener.
På den anden side understreger Adeles succes også en anden tendens i tiden: At vi søger mod det ægte i en tid, hvor selv det private iscenesættes ned til mindste detalje på Instagram og Facebook. Adele giver illusionen om det modsatte. Og hun bruger – sjovt nok – kun de sociale medier i yderst begrænset omfang.
Med Adele har man fornemmelsen af et menneske, der ikke foregøgler noget, men står ved, hvem hun er. Det er det samme, der på hver deres måde gør Lukas Graham og Rasmus Seebach til så store stjerner. Eller Marie Key for den sags skyld. De føles transparente og dermed ægte. En anden, der er god til det, er Barack Obama. Eller skuespilleren Jennifer Lawrence. Selv om de lever spektakulære liv, viser de os, at de også er mennesker. Og vigtigst af alt: At det måske kunne være en af os, der stod deroppe i spotlysets skær.
