Sleater-Kinney er et af den slags band, hvis legende er vokset, siden de gik hver til sit. Måske fordi den kvindelige amerikanske rocktrio i deres første aktive periode i årene 1994 til 2006 simpelthen holdt så konstant og højt et niveau, at de til sidst endte med at blive taget lidt for givet. Syv skelsættende plader nåede de at udgive på ti år, inden de trak stikket på ubestemt tid efter udgivelsen af »The Woods« (2005).
Nu er de så tilbage med deres ottende album »No Cities To Love« og oplever i den forbindelse en hype og medvind, som de aldrig kom i nærheden af dengang. Måske det er det øgede tryk fra et konstant kogende internet, måske det er, fordi feminisme igen er blevet et hot topic i musikverdenen, måske flere bare har fået ørene op for bandet via guitarist og sanger Carrie Brownsteins TV-succes de seneste par år med hipster-sketch-showet »Portlandia«.
Hvorom alting er, viser de med »No Cities To Love«, at de sagtens kan bære al den øgede opmærksomhed. For mage til optændt og selvsikkert comeback-album skal man lede længe efter. Her gør de alt det, de altid har været så gode til, men de gør det på en måde, der smitter på en langt mere umiddelbar måde end tidligere. Uden at gå på kompromis med de knyttede nævers bistre poetik. Heldigvis.
Det er en fornøjelse at erfare, hvordan Sleater-Kinneys kerneelementer står så skarpt efter så lang en pause: Det eksplosive samspil, de tilpas åbne køns- og identitetspolitisk ladede tekster, evnen til at finde det helt rigtige blandingsforhold mellem en poppet umiddelbarhed (som her måske er endnu mere evident end nogensinde) og de to frontfigurer Carrie Brownsteins og Corin Tuckers kradsbørstigt komplekse guitarhårknuder over Janet Weiss’ hårdtslående trommetæsk. Og spillet med en punket furiøsitet, der ikke lader sig stoppe af nogen eller noget.
Sjældent godt comeback
Der er egentlig ikke den store grund til at nævne højdepunkter. »Price Tag«, »A New Wave« og »Bury Our Friends« stikker næsen en anelse længere frem end de andre. Men generelt er alle numrene skåret af samme stærke stykke. På én gang primalt og raffineret. Detaljeret og alligevel skåret ind til benet.
»No Cities To Love« er et mere end værdigt comeback fra et rockband, der efter ti års pause stadig evner at spille sig ind i deres helt egen zone. Svage stunder skal man lede længe efter. Albummet er kort, koncist og i konstant fremdrift. Mod det næste hook, den næste åreladning på guitaren, den næste skarpe linje trukket ud af halsen på d’damer.
Sådan skal et comeback skæres.
Hvem: Sleater-Kinney.
Hvad: »No Cities To Love«, Sub Pop/ Playground
Få hele historien om Sleater-Kinney i dagens kulturmagasin.
