Der er langt fra Dansktoppen til Det Elektriske Barometer. Men Folkeklubben favner begge dele. I kølvandet på debutalbummet, »Nye Tider«, fra sidste år huserede den danske trio en overgang på begge hitlister samtidig. Det siger altså noget om, at vi her har at gøre med et band lidt ud over det sædvanlige.
Nu er de aktuelle med deres anden plade, der med den løfterige titel »Danmarksfilm« lægger sig i forlængelse af store danskere som Poul Henningsens og Jørgen Leths dokumentariske danmarksportrætter. Det er et ambitiøst foretagende, men Folkeklubben går heldigvis rimeligt uimponeret til værks med deres simpelt skårne og umådeligt iørefaldende popsange.
Og hvis nogen skulle gøre det her på plade, så er Folkeklubben altså et oplagt bud. På den ene side vokser de ud af en stolt dansk spillemandstradition, hvor de åbenlyse forbilleder hedder Kim Larsen og Povl Dissing. På den anden side er sangene produceret med en diskret elektronisk fernis, der placerer dem i en genkendelig moderne musikvirkelighed.
Spillet mellem tradition og fornyelse går igen i teksterne. På den ene side leger frontmand og vordende nationalskjald Kjartan Arngrim med vores fælles musikalske arv på et nummer som »Husk Mit Navn«, hvor både Gasolin og Skousen & Ingemann bliver flettet ind i linjer som »Universet er så stort herfra hvor vi står. Kloden drejer stille rundt om mig, når jeg går«. Men samtidig er sangene sunget fra og om et moderne Danmark anno 2014, hvor »vi køber lidt på klods hvis lykkedøren binder« og ferierne fordrives med at læse Rifbjerg og se pay-per-view på computerskærmen.
Mørket lurer
Selv om man godt kan lade sig narre af den folkelige og mundrette stil, skal man ikke tage fejl af Folkeklubben. For mørket lurer bestemt også i deres danmarksportrætter. Det kan godt være, at folk forelsker sig og bliver gift. Men de bliver også skilt og tager livet af sig selv. Fra Vesterbro til Bagenkop. Og fra Dybbøl til Rimmerby Strand, som det hedder.
Og hvor er det forfriskende med et dansksproget orkester, der tør omfavne det folkelige og bruge det som afsæt til at give en opsang. Til vores alle sammens indre fedterøv, til selvtilstrækkeligheden, til det bevidstløse forbrug og til DJØF-Danmark. Lad os nu hellere kigge hinanden i øjnene. Som mennesker. Som elskere. Som danskere. Gør vi det godt nok? Og gør vi det af de rigtige grunde? Den slags.
Særligt albummets første halvdel holder et rigtig højt niveau med det ulmende titelnummer, den fornøjelige Kim Larsen-pastiche »Husk Mit Navn« og den smukt duvende vals »Til Elisabeth« som de åbenlyse højdepunkter. Selv om kadencen falder lidt på anden halvdel med numre som den anonyme »Djævlebakken« og den klichétunge storbyhyldest »Sønder Boulevard«, så er der overordnet tale om en værdig efterfølger til gruppens flotte debut.
For når Folkeklubben er gode, ja, så er de også rigtig gode. Fang dem før din nabo.
Hvem: Folkeklubben. Hvad: »Danmarksfilm«, ArtPeople.
