En fantastisk, men lidt tam stemme fra fortiden

Med sit første album i ni år sender Agnetha Fältskog tankerne tilbage til dengang, hun sammen med tre andre svenskere erobrede alverdens hitlister.

Det første, der slår én, er stemmen.

Agnetha Fältskogs vokal lyder fuldstændig som – ja, nærmest bedre – end i de glorværdige dage tilbage i 70erne, hvor hun som den blonde kvindelige part af ABBA sang svensk pop til tops på alverdens hitlister.

Noget kan helt sikkert tilskrives produktionen, der er sublim og eksklusiv på denne udgivelse.

Men ikke desto mindre lyder Agnetha, som om tiden har været hende nådig. »A« er den ellers meget private og tilbagetrukne sangerindes første udgivelse, siden »My Colouring Book« udkom for ni år siden, men som hun synger på åbningsnummeret »The One Who Loves You Now« er hun nu: »Ready to risk it all once more.«

For meget sirup og for mange strygere

Den risiko indebærer så ti nye numre, der, når det er bedst, trækker reminiscenser til Karen Carpenter på den fine »Perfume in the Breeze« og »Bubble«, og, når det er skidt, hælder mod en fastlåst musicaltradition, hvor det hele dyppes i sukkersød sirup med strygere fra Kungliga Filharmoniska Orkestern.

Desværre befinder vi os mest i sidstnævnte kategori med numre som »Past Forever« og »I Was a Flower« og en noget tam duet med Gary Barlow på »I Should’ve Followed You Home«.

Til gengæld ligger der lidt af en gedigen overraskelse i den hurtige diskobasker »Dance Your Pain Away«, som må være noget af det nærmeste, man kommer ideen om, hvordan ABBA ville lyde, hvis de havde eksisteret den dag i dag.

Hatten af for nu 63-årige Agnetha, der viser, at man ikke bliver for gammel til den slags udskejelser.

Alt i alt er dette dog mest af alt en udgivelse, der rækker mere bagud end fremad. Ikke fordi der partout skal være noget galt i det, men man savner indimellem lidt mere vovemod og bare et forsøg på at sætte Agnetha Fältskogs fantastiske stemme ind i nogle nye rammer.

På »A« bliver hun mest af alt stemmen fra fortiden.

Hvem: Agnetha Fältskog.
Hvad: »A«, Universal Music.