Når det er søndag, og vækkeuret er slået fra, så vågner krop og sind gradvist, og drømme veksles langsomt, helt umærkeligt, til virkelighed.
På samme måde er det med »Eye Contact«, det femte studiealbum fra amerikanske Gang Gang Dance, som åbner med den 11 minutter lange »Glass Jar«. Her løber æteriske keyboardflader sammen med nænsomme bækkenslag, fjerne stemmer, hvisken, elektronisk blinken og en duvende basgang .
Det er et klangbillede, der besidder en egen meditativ skønhed uden at forfalde til kitschet new age og al dens »Du er på en blomstereng, du slapper helt af«. Ikke mindst fordi forløbet langsomt intensiveres, stiger i kadence, får rytmisk fremdrift og langsomt begynder at forme sig som en letløbende, orientalsk tonet popaffære.
Eksperimenter på popvinger
»Glass Jar« er med andre ord en af de fineste albumåbninger, eller albumopvågninger, i mands minde, og hvor Gang Gang Dances forrige udspil, »Saint Dymphna«, var vellykket, men sine steder en smule overlæsset, så har bandet på »Eye Contact« fundet et mere tilbagelænet, bedre afstemt og imødekommende udtryk.
Det skal nu ikke forstås sådan, at Manhattan-kvintetten leverer blød og banal pop. Langtfra. Men der er ganske mange smittende hooks på albummet, og der er en lethed over det, som er i familie med poppen, men Gang Gang Dances eksperimentelle fortid fornægter sig ikke, og de traditionelle sangskabeloner under- og overløbes uafladeligt i de rigt varierede arrangementer, hvor sfærisk synth og tight percussion ofte finder ind i dansable forløb, og hvor Lizzi Bougatsos lyse, let vredne stemme giver mindelser om Kate Bush og Karin Dreijer.
Dissekeres udtrykket på albummet, er der elementer af r&b, indisk pop, kinesisk folkemusik, dream pop, psykedelia og meget andet, men det er vævet så sømløst sammen, at albummet bør høres som én sammenhængende enhed. Og en smuk og legesyg en af slagsen. For både krop og intellekt. »Eye Contact« er simpelthen en drøm af et album. På mere end én måde.
