Singer-songwriteren, der hidtil har »nøjedes« med at klimpre på sin akustiske guitar, omfavner pludselig elektroniske hjælpemidler. Dét stilskifte er i dag normen snarere end undtagelsen, for det er trods alt over et halvt århundrede siden, at Bob Dylan vovede at sætte strøm til sin elektriske guitar.
På sit tredje album, »Lykkens Gang«, indskriver sangerinden og sangskriveren Annika Aakjær sig således i en lang tradition af musikere, der søger nye, elektroniske udtryk.
Hendes to forrige album etablerede hende som eksiljyden med bramfrie og humoristiske tekster om missionærsex, forstadsforfald og ulykkelig kærlighed tilsat folk og rock-instrumentering.
Derimod byder det meste af »Lykkens Gang« på electro-pop lige så skinnende, glat og detaljerig som den silkejakke, Aakjær er iklædt i albummets innovative digitale booklet. Sidstnævnte inkluderer Aakjærs håndskrevne tekster, musikvideoer og koncertoptagelser og en enkelt gif (en Bogart og Bergman-scene fra »Casablanca«). Og »Lykkens Gang« er netop et album, der fortjener, at lytteren læser med. For selv om Aakjær stadig kredser om nogle af de samme emner – drømmene, tilværelsen som »voksen« og den (u)lykkelige kærlighed – er det med et mere enkelt eftertænksomt sprog, at de nu håndteres.
»Nyt nordisk selvværd«
På »Aldrig Mere Sommer« synger Aakjær om en ven, der mister glimtet i øjet, da han/hun bliver voksen på et efterår. »Og vi står på bjergets top / i den bidende vind / vi har satset alt på vej herop / vi står og suger kinderne ind / og jeg lytter når du siger / at det ikke drejer sig om held / og jeg prøver på at forstå / hvad det koster ved at stå ved sig selv«, lyder andet vers.
Så enkelt og behersket sætter Aakjær spørgsmålstegn ved vennens tiltro til, at man altid er sin egen lykkes smed. Måske er de indsugede kinder også en lille stikpille til den digitale selviscenesættelse?
På »Plads Nok« spidder synthesizerne ligeså skarpt som Aakjærs linjer om det omtalte danske frisind, og lilleputlandets vekslen mellem »storhedsvanvid og mindreværd« indkapsles perfekt af udtrykket »nyt nordisk selvværd«.
At teksterne kan bære et mere skrabet udtryk beviser »Skulder Mod Skulder«. På popalbum kan den akustiske klaverballade ofte føles som et obligatorisk indslag, der skal vise stjernens »dybe« sider og sætte vokalpragten helt i centrum. Sådan én bliver »Skulder Mod Skulder« heldigvis aldrig takket være Aakjærs indfølte vokal og den ømme, men ærlige tekst om at drikke sig fuldere end vennen, så han/hun ikke skal føle sig »forkert«.
Afslutningsnummeret, »I Morgen«, handler til gengæld om fortællerens depressionslignende tilstand, om at »sove med sorgen« og om at frygte for den »kæmpe chance for ik’ at bli’ til noget«. Baggrundsvokalerne hvisker som tvivlens inkarnationer, mens nummerets keyboards er melankolske og dyppet i stemningsfuld rumklang.
Det er et bredt spektrum af sindsstemninger, Aakjær mestrer på »Lykkens Gang« og dét i både produktioner og tekster. Der burde være plads nok i det danske poplandskab til en alsidig ener som hende.
Hvem: Annika Aakjær
Hvad: »Lykkens Gang«, Sony Music
