Der skal jo nok være én eller anden, der i disse tider stiller spørgsmålet: Jamen, kan han selv noget overhovedet? Noget med musik, noget kreativt, noget x-factorisk? Og svaret er ja.
Vi taler selvfølgelig om Thomas Blachman, der jo jævnligt har holdt pauser fra sit gamle fag som jazztrommeslager. Men også i hans tilfælde er det til at konstatere, at den slags pauser ikke er til skade. Tværtimod, der kommer noget nyt og friskt ind i det kunstneriske udtryk. For Thomas Blachmans vedkommende er det noget med puls, præcision, intuition og farver, ja, at få hele processen til at fungere.
Som så ofte før indgår trommeslageren i et makkerskab med bassisten Lennart Ginman, der også er kendt som musikchef i Copenhagen Jazz House. Og heller ikke han har haft skade af sine forskelligartede gøremål, og han skaber nok engang en egen ro, dybde og organisk lyd - kort sagt et fundament. Parret har på det seneste allieret sig med pianisten Heine Hansen, en fabelagtig jazzmusiker, der ikke gør sig i andre medier og ikke lider af selvpromovering, hvorfor man ofte glemmer, at han hører til vore ypperste pianister.
Det bekræfter han - i rigt mål - her, hvor den danske trio har besøg af den amerikanske tenorsaxofonist Stephen Riley, som bare er en meget stor - og meget positiv - overraskelse. Det er han ganske enkelt, fordi han som »upcoming« jazzsaxofonist ikke spiller specielt fremadvendt eller massivt pågående. Nej - snarere så sart, at det kan grænse til det gennemsigtige. Men tag ikke fejl - han fortæller jo bare den ene gode historie efter den anden med en saxofonlyd, der har rødder hos en række af de store gamle tenorkæmper. Det er dugfrisk jazztradition.
Stilistisk bevæger kvartetten sig mellem swing og bebop og byder på ti ganske varierede værker fra jazzens standardkatalog. Og det er fra A til X en nydelse at lægge ører til.
