Hvor meget skal man sejre før man stopper med at se sig selv som den stræbsomme underhund? Jeg ved ikke om der findes et svar, men spørgsmålet presser sig på, når jeg lytter til Eminems niende album »Revival«. På coveret tager Eminem sig til hovedet, mens det amerikanske flag bølger endnu. Den 45-årige rappers har det tydeligvis ambivalent med den amerikanske drøm og den siddende præsident.
På sit debutalbum og gennembrud fra 1999 rappede Eminem om at være white trash, stofmisbruger og på konstant kant med sin mor og kæreste. Millioner af solgte album og massevis af hæder senere er hans situation en helt anden, men kampen er ikke glemt. 18 år senere raser Eminem på »Unbelievable« over racisme, politivold og det Republikanske Parti, der prædiker hårdt arbejde som svaret på alle problemer.
Empatien og solidariteten strækker Eminem dog ikke til kvinderne – der er han på Trumps side, for han vil gerne rage dem i skridtet, som det passer ham.
Problemet med »Untouchable« og det meste af »Revival« er, at Eminem sjældent formår at tilføje noget nyt til sit udtryk eller de debatter han stikker til. Hvorfor lytte til »Untouchable«, når den mere selvransagende »White America« allerede findes i bagkataloget? Hvem har virkelig brug for Eminems take på trap og mumle-rap »Chloraseptic«, hvorpå han klodset presser så mange stavelser ind i linjerne så muligt? Han vælter rundt mellem vammelsøde, klaver-drevne numre og gumpetunge rap-rock fadæser i et musikalsk hurlumhej-hus.
Her er årets 10 bedste udenlandske plader
Eminem er stadig en ordekvibrilist, der får et kick ud af finde på de fede homofoner og inderrim. Men den lyriske sirlighed omsættes ikke partout til overbevisende øjeblikke. En linje som »I'm swimmin' in that Egyptian river, 'cause I'm in denial« er kløgtig på høhø-måden, men det gør ikke de numre, hvorpå Eminem igen skriver om usunde mand-kvinde forhold, mere bevægende.
Når Eminem retter blikket mod sine egne skavanker og erfaringer, bliver teksterne mere presserende. Åbningsnummeret »Walk on Water« indfanger følelsen af fiasko, når Eminem rapper om faldende salgstal og fansskarer. Det hjælper heller ikke på selvtilliden, når han nærer tårnhøje forventninger til sig selv og konstant sammenligner nutiden med fortiden: »Now take your best rhyme, outdo it, now do it a thousand times / Now let 'em tell ya the world no longer cares or gives a fuck about your rhymes«. At høre den ultrasuccesfulde Beyoncé på omkvædet, gør kun oplevelsen mere bittersød.
Det er også svært for mig ikke at sammenligne »Revival« med Eminem anno 2000, den rapper jeg idoliserede. Dengang var det lettere for mig totalt at acceptere hans ofte udpenslende voldelige tekster som kunstnerisk katarsis. Det var nemmere at høre på misogynien, når jeg havde oplevet så meget af den endnu.
Ligesom kollegaen Jay-Z gjorde det på »4:44« tidligere i år, undskylder Eminem overfor sin datter, mor og eks-kone, der ofte er blevet inddraget og udstillet i hans sange. Selv om Eminem på et par numre gør overbevisende bod til intimsfæren, er »Revival« ikke det comeback, jeg havde håbet på. I stedet blev det et halv-velmenende klamphuggeri af et hip-hop album.
Hvem: Eminem
Hvad: »Revival«, Interscope
