Elton John har skrevet store sange, men er bestemt ikke garant for dem. I 1970erne sad de dog tæt, det var hans storhedstid, og »Honky Château« og »Goodbye Yellow Brick Road« byder på store, blivende oplevelser.
Siden har Elton Johns kommercielle succes ofte været omvendt proportional med den kunstneriske styrke. Hits som »Nikita«, »The One« og »Sacrifice« er – sagt pænt – det rene flødebolleri.
Derfor er et nyt album ikke nødvendigvis en god nyhed. Men Elton Johns 31. album, »The Diving Board«, hører bestemt til i den bedre ende af bagkataloget. Som tidligere er Bernie Taupin tekstforfatter, men nu har den fabelagtige T Bone Burnett også indfundet sig og sat sig i producerstolen. En mand med flair for en rustik, traditionsbunden lyd, der får lov at farve Elton Johns nye, meget enkle arrangementer: Klaver, vokal, en lille håndspillet rytmesektion samt en stryger her og der.
Grå løver
I åbneren »Oceans Away« er backingbandet nu fraværende, og kun Elton Johns eftertænksomme tangenter bakker op om stemmen, der stadig ikke synes påvirket af alder; klangen stadig fyldig og stemmebåndene smidige omkring Bernie Taupins strofer om mennesker i alderdommen.
»They bend like trees in winter/These shuffling old grey lions«, lyder det i den lovende åbning, der siden giver plads til »Oscar Wilde Gets Out«, hvor bandet bakker diskret men solidt op, og teksten kredser om forfatteren, aforismemageren og bøssen Oscar Wilde, der faldt fra de finere cirkler til fængsel og fornedrelse. »From the stately homes of England to her prisons«, som Elton John synger i et af de fineste øjeblikke på »The Diving Board«. Og det er faktisk når bandet lægger rygrad ind i sangene, at albummet står stærkest, og med »The Ballad Of Blind Tom« er Elton John helt på højde med 1970ernes meritter.
Kviksand og Grieg
Sangene på »The Diving Board« hører ikke til i store arenaer, men på trange blårøgede spillesteder med små runde borde, hvor tilhørerne i stilfærdighed kan nyde sangene, og hvordan »My Quicksand« legesygt hilser på Griegs »Peer Gynt«
Melodierne er imidlertid ikke alle lige prægnante, og det er som om Elton John og T Bone Burnett har været mere interesserede i stemninger end i sange. Indimellem savner albummet i hvert fald lidt spændstighed og fremdrift, men det fungerer overordnet set, og nu hvor man ikke kan opleve »The Diving Board« på en intim klub, er det slet ikke så dumt at tage høretelefonerne på og gå en tur i efteråret i selskab med de 15 nye sange.
Som lyder ganske gamle.
Hvem: Elton John. Hvad: »The Diving Board«. Hvor: Universal, udkommer mandag.
