Elliott og mørket

Elliott Smith døde af to knivstik i brystet, men hans sorg-smukke sangskrivning lever videre på fortrinligt opsamlingsalbum.

Øret betages gang på gang af den lethed, hvormed Elliott Smith udfolder sine sange, der alle er mærket af tristessetunge tekster og et Søren Kierkegaard-inspireret fokus på angst, død og Gud. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kalenderen viser 21. oktober 2003, urets visere står på 01.36.

Elliott Smith og kæresten Jennifer Chiba har haft et skænderi, som hun har afbrudt ved at gå i bad. Men da hun træder ud af brusenichen, falder han om med en køkkenkniv i sit bryst. »Jeg beklager virkelig - kærligst Elliott. Må Gud tilgive mig,« står der på Post-itsedlen, han har skrevet, inden de blodige stik.

Smith er med ét fortid. Og dog. For Steven Paul Smith, som han blev døbt 34 år før sit uhyggelige og sælsomme endeligt, lever videre i kraft af den tidløse sangskrivning, han nåede at folde ud på seks album - og det sidste, »From A Basement On The Hill«, udkom posthumt i 2004.

Og selvfølgelig ville alt være bedre, hvis ikke den depressive og stofafhængige sanger og sangskriver havde været død. Selvfølgelig. Men set fra et mere kynisk synspunkt var døden med til at udødeliggøre ham, præcis som i andre 1990er-dødstilfælde som Kurt Cobain, Jeff Buckley og Tupac Shakur.

I selskab med opsamlingsalbummet »An Introduction To Elliott Smith« står det da også klart, at Smiths numre nok er tidløse, men ikke desto mindre farvet af det rockårti, han skrev dem i. De overvejende afdæmpede sange leveres således i mol, lyden er ofte skrabet, og tekstuniverset er mørkt og insisterende i sit fokus på livets og kærlighedens smerte.

Men lukker man øjnene og nynner melodierne, er det faktisk ældre navne som The Beatles og The Beach Boys, Smith synes at være inspireret af. Og sugende smuk og silkestærk er strukturen i »Miss Misery«, som var at finde på soundtracket til Gus Van Sants »Good Will Hunting«, og som på opsamlingen gives i en demoversion, hvor Smiths fingerspillede westernguitar finder sammen med hans milde, melankolske stemme.

For novicer og kendere

»Miss Misery« blev nomineret til en Oscar for Bedste Sang og løftede for en stund Smith ud af de inderste kenderkredse, og det samme skete, da hans »Needle In The Hay« blev brugt i Wes Andersons »The Royal Tenenbaums«.

Her er det igen en ensom guitar, som akkompagnerer Smiths vokal, men på en mørkere, mere urovækkende facon, som kalder på mindet om Nirvanas uafrystelige MTV Unplugged-koncert.

Såvel »Needle In The Hay« som »Miss Misery« er glimrende indgange til den verden, som findes på albummet, hvor øret gang på gang betages af den selvfølgelige lethed, hvormed den Nebraska-fødte amerikaner udfolder sine sange, der alle er mærket af tristessetunge tekster og et Søren Kierkegaard-inspireret fokus på angst, død og Gud - og hans albumtitel »Either/Or« er således en hilsen til danskerens »Enten-Eller«.

Man skal nu ikke høre sangene som filosofiske smuler, men som udslag af et martret, men gennemmusikalsk gemyt, som både excellerer i det helt nedbarberede format og et lidt større udtræk, hvor trommer, bas og strygere får lov at digte med.

»An Introduction To Elliott Smith« er i det hele taget et rigtig godt sted at begynde for novicer, mens kendere kan fornøjes over, hvor god Smith vitterligt var - og hyggebrokke sig over de sange fra bagkataloget, der lige så snildt kunne have optrådt på opsamlingsalbummet.

Men en værdig mindesten over en af De Store Døde er det under alle omstændigheder.