Det kan undertiden være nødvendigt at skrælle helt ind til løgets inderste lag. Smide de kunstneriske masker væk. Stå nøgen. Det gjorde f.eks. amerikanske Conor Oberst, da han efter at have udsendt en række udgivelser under Bright Eyes-navnet pludselig begyndte at udgive musik i eget navn. Skønt det musikalske udtryk måske ikke var meget anderledes, var skiftet med til at eliminere noget af den distance, som kunstnernavnet nu engang kan bidrage til at skabe til værket.
Uden yderligere sammenligning i øvrigt, har danske Søren Juul foretaget et sådant skifte på sit nye album, »This Moment«. For tre år siden udgav han under navnet Indians pladen »Somewhere Else« på det feterede engelske indie-label 4AD. Albummet blev modtaget med rosende gloser fra vægtige musikmedier i både ind- og udland. Der var lagt i ovnen.
Men frem for at smede, mens hypen var varm, gik Juul i tænkeboksen. Her har han muligvis ikke genopfundet sin lyd og sit kunstneriske udtryk, men han har alligevel fundet sig selv. »This Moment« bærer hans egen signatur. Fjerprydelsen er borte.
Borte er de skønhedssøgende momenter og den atmosfærisk drømmende poppoesi lykkeligvis ikke. Disse kerneelementer i Juuls luftige elektro-folk-sangskrivning synes derimod forstærkede og forfinede. Klangrummet fremstår mere intimt og skrøbeligt. Sangene udgår fra et mere personligt og ømt sted. Melankolien rammes mere rent.
Bitter erfaring
Den bitre erfaring sidder mejslet i Juuls spinkle stemmebånd på »Don’t Wanna Fool You«, der lyder som et effektivt mash-up af en Rufus Wainwrightsk kammerpop-ballade om hjertesorg og mere svulstig 80er-klingende synthpop. Skønne »Epic Moon« bevæger sig adstadigt fremad på en herligt jazz-knitrende bund af viltre, hengemte blæsere, mens »Dear Child« er en lille humørsyg popsang, der er pakket ind i et tristesse-døsigt, men vellydende, sovekammer-rumklangstæppe.
Skal man sætte en lille finger på Søren Juuls generelt flotte og dybt ambitiøse musikalske genfødsel, må det være, at de gode melodier af og til sygner en smule hen i det gennemført lækre og stemningsmættede lydbillede.
Misforstå mig ikke. Jeg er skam ganske vild med at blive nusset nænsomt på kinden og i øregangene af Juuls smukke og himmelstræbende popmelankoli, men jeg savner måske lidt kropslighed i musikken og kunne godt tænke mig at blive revet lidt mere rundt af et hook eller to.
Hvem: Søren Juul. Hvad: »This Moment«, 4AD.
