Antonio Vivaldi er ham med »De fire årstider« og...
Det venetianske vidunder fik faktisk meget mere fra hånden. Manden var lærer på en pigeskole i mange år og kreerede koncerter for alle mulige instrumenter.
Han forsøgte sig også som impresario og skal efter eget udsagn have 94 operaer på samvittigheden!
At verden kun kender hans årsværk, er ikke retfærdigt.
Vi danskere har så ét stykke mere siddende i sjælen. Vi husker hans koncert for den guitaragtige lut fra »Dus med dyrene«.
Musikerne i Concerto Copenhagen har stykket med på deres turneprogram for tiden og gav det for et veloplagt og forbløffende talstærkt publikum i Tivoli onsdag aften.
Eller rettere: Det var de toner, man husker fra TV.
Sprød lyd
For det lyder helt anderledes i hænderne på det danske barokorkester og med Fredrik Bock som solist. Concerto Copenhagen har specialiseret sig i gammel musik på den sprøde måde. Nogle mener, barokkens musikere selv spillede på den måde. Det er muligt.
Men det mest fantastiske ved orkestret er ikke dets historiske bevidsthed - korrekt eller ej. Det vilde er dets skønne sammenspil og engagerede udstråling i det hele taget.
Syv musikere står på scenen. Gæsten er oboisten og dirigenten Alfredo Bernadini fra det italienske. Og alt klinger så gennemført lyst og livfuldt fra ende til anden.
Det med livet er en lyst i sig selv. Alt for mange barokbands har kun to slags toner: En kort og en lang. Concerto Copenhagen har for længst lagt den sygdom fra sig. Man spiller rent, klokkeklart og rytmisk overraskende.
Tag bare bassen! Folk på det dybe instrument spiller ikke sjældent på den måde, der på fagsprog kaldes gumpetungt. Bassen i Concerto Copenhagen gør det modsatte og spiller næppe to ens toner sådan en aften.
Programmet fejler så heller ikke det store. Satsen fra "Dus med dyrene" er på en måde værkets mindst spændende, opdager man. Men fine Fredrik Bock på den lille lut er da ligeglad og spiller de halvt uhørlige toner med swing og swung og improviseret pynt.
Og alle de andre komponister ville man slet ikke høre andre steder. Antonio Vivaldi kan bestemt være en dejlig komponist.
Det mest inspirerede ved orkestrets turnéprogram kommer bare efter pausen: Den opmærksomme sal får værker af folk som Giovanni Benedetto Platti og Evaristo Felie dall'Abaco. Fantastiske navne med fascinerende og stort set ukendt musik.
Indvendinger? Aftnens gæst er nu engang oboist. Og lige præcis oboen er måske blevet mere spændende med tiden. Dens karakteristiske vibrato er i runde tal klassisk musiks mest himmelske klang overhovedet. Så når vibratoet lades ude, kan dens toner godt føles lige fersk nok fra fadet.
Og man kan aftnen igennem sidde med en voksende tvivl på det historiske i sådan et arrangement. Altså ikke i Conerto Copenhagens koncert som sådan, men i hele barokfaget.
For kendte Vivaldi noget i retning af det fikse elorgel på scenen? Ville han ikke have krævet mere end to violiner og sat alle sine piger ind? Og var han så fokuseret på energi og fremdrift? Vore dage barokorkestre stiller med ganske få musikere og spiller desto hurtigere i stedet for. Det fylder alt sammen.
Men hvis man kan lide stilen, vil man elske Concerto Copenhagen. Ingen i Skandinavien gør det bedre. Vi er heldige.
