Duran Duran topper usmageligheder på nyt album med Lindsey Lohan-gæstevisit

New wave-veteranerne Duran Duran lyder gamle og trætte på deres nye album, »Paper Gods«, der er alt for domineret af ligegyldige gæstevisits.

Duran Duran optræder ved Sonar festivallen i Barcelona. Fold sammen
Læs mere
Foto: GUSTAU NACARINO
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg hører til dem, der elsker at springe rytmisk udfordret omkring på et fyldt dansegulv til de britiske 80er-koryfæer Duran Durans gamle, bundsolide glamour-bangere - sange som »Wild Boys«, »Girls On Film«, »Rio« og naturligvis det fuldfede Bond-nummer »A View To A Kill«.

For mig er her ikke tale om nostalgisk kitsch eller guity pleasures. Bare pleasures.

I mine ører er disse sange skarptskårne, dansable pophits, som har formået at stå tidens test. Som har rakt ud over deres samtid. Bevist deres værd.

Med det i baghovedet er det virkelig en antiklimaks at lægge ører til Duran Durans nye album, »Paper Gods«, det efterhånden 14. i rækken af udspil fra de aldrende new wave-veteraner og samtidig deres første i fem år. Her er glamouren nemlig falmet en hel del.

Det usvigeligt sikre popøre er vitterlig heller ikke, hvad det var engang.

Simon Le Bon og kompagni lyder på flertallet af numre som en samling gamle trætte hanløver, der febrilsk forsøger at ramme en kontemporær pop- og klubsound.

Det går grueligt galt på det overgearede dancefejlskud »Last Night In The City«, hvor de får selskab af den canadiske sangerinde Kiesza. Resultatet lugter fælt af Ibiza-hedonisme og solariebrun Paradise Hotel-breezerfest.

Usmagelighederne topper dog med den gennemført rædselsfulde »Danceophobia«, som gudhjælpemig har den fallerede tabloidhærger Lindsey Lohan med på kuldsejlet gæstevisit.

Her skal man kigge med lys og lygte efter det stilfulde islæt, som altid var nærværende i gruppens velmagtsdage. Pist væk er det.

Mange gæster på albummet

Udspillet føles endda kun delvist som et rigtigt Duran Duran-album.

Forklaringen skal måske findes i de mange gæster, som englænderne har inviteret indenfor til at sætte kolorit på løjerne.

Førnævnte Lohan og Kiesza, Mew-forsanger Jonas Bjerre og tidligere Red Hot Chilli Peppers-guitarist John Fruciante er blot nogle af de mange indbudte, som ikke formår at løfte det middelmådige materiale op af støvet.

Ikke engang den futurisme-coole soul-diva Janelle Monae og mesterguitaristen Nile Rodgers´ karakteristiske hitspade på »Pressure Off« får det til at lette.

De mislykkede gæsteoptrædender fylder generelt alt for meget på »Paper Gods«.

Hermed får man en mistanke om, at det måske skyldes, at englænderne ikke selv har det store at byde ind med. Kun de mere nedtonede »What Are The Chances?« og den afsluttende »The Universe Alone« tenderer det hæderlige.

Det er dog langtfra nok til at ændre det overordnede indtryk af, at Duran Duran fremstår pensionsmodne.

Men selv om den hvide blazerjakke nu er godt krøllet og eyelineren løbet ud, så vil jeg da stadig glæde mig til de næste gange, jeg skal danse til deres ældre numre.

De nye havner næppe på partyplaylisten.

Hvem: Duran Duran

Hvad: »Paper Gods«, Warner Bros.