Duran Duran i rette rille

De hang på hitlister og pigeværelser over hele verden i firserne, engelske Duran Duran. Levede livet på den franske riviera med topmodeller, sejlersko og sideskilninger, der ville noget.

Den kitchede coolness og de herrers hitkavalkade har endnu engang drevet en af nutidens største producere i studiet med the wild boys.

Sidste gang var det Timbaland, nu er det Mark Ronson, og til alt held har Ronson (i modsætning til sin forgænger) ikke forsøgt at realisere en ny vision for Simon Le Bon, Nick Rhodes, John Taylor og Roger Taylor. Tværtimod har han sendt Duran Duran tilbage til firserne, tilbage til den storladne, aristokratiske pop, og lydmæssigt viser det sig at være en virkelig god idé. Fra de kølige synths, over den minimale trommelyd til det velanbragte vokale miks er det en lidt af en huskekage. Der er flere udmærkede tracks på Duran Durans næsten én time lange 13. udspil. Men der mangler desværre det sidste store og uafrystelige hit, som kunne indvarsle sommeren.