Den moderne kultur accelererer i et tempo, som på ingen tid gør dagens kunstner til fjern fortid.

Det synes således som evigheder siden, Amy Winehouse spillede sig ind på alverdens hitlister med albummet »Back In Black« og samtidig influerede en stribe yngre sangerinder - som siden hittede i samme retrosoulede stil.

Men det er faktisk kun fire år siden, Winehouse var i vælten, og blot to år siden hendes mere renskurede proselyt, Aimée Anne Duffy, slog eftertrykkelig igennem med »Rockferry«.

Men hvor førstnævnte hænger fast i et kulsort dynd af stoffer, så er sidstnævnte nu tilbage i musikmøllen med »Endlessly«, som hun har skrevet og produceret sammen med den drevne hit-mand Albert Hammond.

Albummet åbner veloplagt med »My Boy«, hvor Duffys stemme bakkes op af en spændstig basgang, syntetiske klap, tørre trommer og et omkvæd, som sætter sig i ører og på læber med det samme.

Et nummer som står sig godt til den lækre, luksuriøse produktion præcis som den hitpotentielle efterfølger »Too Hurt To Dance«, som skruer ned for tempoet og op for strygerne, mens Duffy synger sig igennem linjer som »If they call it heartache/why is the rest of my body aching«

Sådan veksler resten af sangene også mellem tårevædede ballader og sprøde uptempo-indslag, og sender undervejs sepiatonede hilsener til Phil Spector, The Ronettes og ikke mindst 1960ernes Dusty Springfield og Petula Clark, der ligner Duffys helt store vokalforbilleder.

Ferm assistance

Indimellem fremstår Duffy måske en smule skinger og manieret, men det lever man med, når hun så mange andre steder rammer en på én gang blåøjet, let kejtet og sentimental tone.

Ikke mindst i »Don't Forsake Me«, der giver plads til et drivende romantisk arrangement, som sikkert vil drive mange væk, men tiltrække endnu flere.

Og stor er overraskelsen under alle omstændigheder, når man erfarer, at medlemmer fra det suveræne hiphop-act The Roots agerer backingmusikere her og mange andre steder på albummet og stærkest i »Well Well Well«, hvor Duffys knirkende stemme ligger på en gyngende og stramt groovende rytmesektion.

Der står simpelthen hit skrevet ud over disse 2 minutter og 40 sekunder, og »Endlessly« er i det hele taget en træfsikker toer, hvor Duffy og hendes håndgangne mænd bevæger sig ud ad et retro-soulet og poppet lydspor, men gør det på en mindre anstrengt og mere vedkommende facon end på debuten.

Den skal nok holde et godt stykke tid - selv i vores hastigt accelererende kultur.