Dronningen af cool

Der er masser af beundre på St. Vincents fjerde album. Men hendes komplekse artpop føles stadig noget distancerende. Og det gør den svær for alvor at elske.

PR-foto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun er en sammensat kvinde, Annie Clark. Den 31-årige sangerinde er vokset ud af det nye årtusindes amerikanske indiescene, der traditionelt har vægtet kunstnerisk udtryk over instrumentale evner. Men hun er samtidig en uhyre ekvilibristisk guitarist, der ofte bliver hyldet for sin teknik i selv de mest nørdede guitarmagasiner. Hun har udseendet med sig. Er intellektuelt anlagt. Og hun kan lide pop med en kunstnerisk overbygning. Eller er det omvendt? Kunst med en poppet overbygning?

Jeg hælder nok mest mod sidstnævnte. Tag bare et kig på albumcoveret til hendes fjerde album som St. Vincent, hvor hun sidder som en art futuristisk dronningeskikkelse på sin lyserøde plastictrone. Det er et sært skue. Men det signalerer også, at hun kender sit værd og forstår at iscene- sætte sit særegne univers ned til mindste detalje.

Den følelse går igen i musikken på »St. Vincent«, der virker som et meget bevidst forsøg på at trække Clarks kunstfærdige udtryk i en mere umiddelbar retning. Tidligere pladers orkestrale overdådighed og progressive forløb er således her erstattet af et langt mere groovy udtryk, muligvis inspireret af hendes seneste samarbejde med David Byrne på 2011-fællesalbummet »Love This Giant«.

Konventionelt er det dog langtfra. Clarks stærkt manipulerede guitarlyde slår stadig rytmiske knuder på sig selv på den paranoidt funky åbner, »Rattlesnake«, og snurrer senere i elektriske spasmer på den hidsige førstesingle, »Birth In Reverse«. Andre steder, som på de fine »Prince Johnny« og »Huey Newton«, støder dybe grooves flot sammen med luftigt svæv i vokalen og pixellerede Black Sabbath-riffs.

Nem at beundre

Langt hen ad vejen er det en fornem plade. Numrene besidder åbenlyst poppede kvaliteter, men lyder samtidig som meget lidt andet derude. Kompleksiteten og opfindsomheden er ganske enkelt respektindgydende.

Alligevel sidder jeg tilbage med følelsen af, at numrene sjældent for alvor kryber under huden. Måske det er den underligt lufttætte produktion. Kunstfærdigheden lurer i hvert fald stadig – det er trods alt den, der gør hende til St. Vincent – men den virker også lettere distancerende. Og det gør hende svær at elske for alvor. Pop eller ej.

Hvem: St. Vincent.
Hvad: »St. Vincent«, Republic.