Hvorfor blev DRs seneste torsdagstamtam den sejeste, mest stimulerende i ugevis?
Selvfølgelig ikke fordi strygerne havde fri. Det ville en gammel violinist aldrig indrømme. Men så alligevel:
At opleve kollegerne på blæs fylde boksehallens vinkler med avantgardistisk musik slog alt. Rør af træ og messing klinger dejligt konkretistisk i det rum – og helt kontinentalt i munden på de danske musikere.
Og ja: Kun med avantgardistisk musik denne gang. Bare fra lidt forskellige tidsaldre.
Edgard Varèses korte »Octandre« var for eksempel hård for ørerne allerede i 1923 og er det sådan set stadig. Og tænk at en klarinet i klovnestørrelse kan spille så dybt! Velkommen til musikkens svar på molekylær gastronomi.
Let bekymret bifald, kort omstilling på scenen og så...
Musikkens svar på gryderetten. En omgang gale streger af multimusikeren Friedrich Gulda. Lagt i hænderne på kongerigets største kunstner, på cellosjælen Andreas Brantelid.
Begyndelsen med dens blues hos solisten og noget rytmegruppe ude til venstre funker rigtignok ikke.
Det gør resten til gengæld: Skiftene fra pop til pseudoklassisk, skiftene fra pantomimemusik a la Carl Maria von Weber til djævlerock a la Jimi Hendrix.
Kald det stilpluralisme. Kald det fest og ballade. Men absolut ingen hoster i de minutter.
Endnu et mærkværdigt værk
Hvorpå den grandiose »Gran partita« af selveste Mozart rammer indre øres mest intime fimrehår. Det er endnu et mærkværdigt værk, et værk med 12 blæsere og en enkelt kontrabas, med hele fire af den tids nye klarinetter.
Tag bare den melodi, alle kender fra filmen »Amadeus«:
Blæserne sidder ligesom med hver sin lyd, deres lille tandhjul. Men de skaber tilsammen et vidunderligt vuggende verdensur – en fuldstændig fantastisk forening af strøm og stilstand.
På overfladen smuk, på underfladen rig. Mozart lyder som sin tids Varèse hin aften.
Folk har sikkert også siddet lige så paf dengang.
