Diva på nationalscenen

Koncert: Eliane Elias Group Den brasilianske pianist og sangerinde Eliane Elias leverede et show, som var af høj musikalsk kvalitet. Men det var også kort og rutinepræget.

Rutinepræget performance.Eliane Elias i Det Kgl. Teater. Foto: Brian Berg Fold sammen
Læs mere

Så var hun der - den brasilianske diva. Koket som altid i den kropsnære kjole med superslidsen og med de bare tæer på pedalerne.

Nu handlede det om at give den nyudgivne CD »Around The City« lidt reklame, men primært handlede det vel om at give publikum i det fyldte teater en slags sightseeing i den populære jazzstjernes musikunivers.

Faktisk er det mere end 20 år siden, den nu 47-årige Eliane Elias entrede New York scenen, hvor hun hurtigt profilerede sig - både som en af de smukkeste og en af de mest høreværdige nye jazzpianister. Hun forstod at fortolke den store amerikanske sangbog, men glemte ikke sine rødder, og på et tidspunkt begyndte hun at synge lidt. Det var ganske charmerende og let kuriøst. Nu giver hun den efterhånden mest som sangerinde. Og det er spørgsmålet, om det er en ubetinget fordel.

På Gamle Scene var bassisten Marc Johnson og trommeslageren Satoshi Takeishi nok engang trofaste sekundanter, og som noget nyt havde Eliane Elias tilføjet en guitarist. Det var den unge brasilianer Rubens de LaCorte, som ganske hurtigt afslørede godt greb om tingene, blandt andet da han i Antonio Carlos Jobims »Chega de Saudade« ene mand lagde akkompagnement til Eliane Elias fine og troværdige vokalforedrag.

Troværdigheden var til andre tider mere diffus - specielt i de engelsksprogede tekster, og i det hele taget - selv om der virkeligt var tale om et show af meget høj musikalsk kvalitet, så var der noget rutinepræget over foretagendet. Der var dog heldigvis også stunder, hvor de mere utæmmede jazzkræfter blev sluppet løs, blandt andet i en hårdtswingende uptempo-klaver-trio-version af »Just In Time« samt i den let særegne udgave af Bob Marleys »Jammin«.

Billetpriserne denne aften sneg sig op over 500 kroner, og med ni numre i den ordinære spilletid, tre ekstranumre (inklusive en af anmelderens hadesange: »Só danço samba«) plus diverse præsentation og applaus sneg koncerten sig lige op på halvanden time.