Sinne Eeg
Dreams
Stunt Records
Hvis der er en sangerinde i dansk jazz, der lever op til betegnelsen diva, må det være den nu 40-årige Sinne Eeg. Hun bevæger sig suverænt i jazzens verden og jazzens sprog, og på verdensplan nyder hun beundring fra det fjerne østen til det fjerne vesten.
Nu er hun ude med sit ottende album i eget navn, og titlen »Dreams« henviser både til en nordisk-klingende egenkomposition – uden tekst – og til det faktum, at nogle drømme er gået i opfyldelse, idet albummet er indspillet i jazzens fødeland, USA.
På drømmerejsen har Sinne Eeg medbragt sin faste akkompagnatør, pianisten Jacob Christoffersen, og i New York har hun håndplukket tre lokale musikere, guitaristen Larry Koonse, bassisten Scott Colley og trommeslageren Joey Baron. Og det er bare et stærkt hold.
Det er de to sidstnævnte, der i smukt samspil slår tonen an i åbningsnummeret »The Bitter End«, som Sinne Eeg har skrevet sammen med Søren Sko. Det er en sejt tilbagelænet og soul-influeret sang, der også kunne ligge lige til højrebenet for en anden dansk diva, nemlig Hanne Boel. Men altså også helt perfekt for Sinne Eeg.
Som ved tidligere udgivelser blander sangerinden egne værker med hårdtprøvede uddrag fra den store amerikanske sangbog. Og fra sidstnævnte er hentet Cole Porters »What Is This Thing Called Love«, som Sinne Eeg lancerer i flot dialog med trommeslageren Joey Baron – for ved samme lejlighed at fastslå, at hun ubesværet og kreativt behersker kunsten at synge scat. Altså den ordløse vokalstil, der sneg sig ind i jazzen engang i 1920erne som et sidestykke til instrumentalisternes improvisationer.
Albummets fire amerikanske sange får alle en større eller mindre tur i scat-maskineriet, og det er virkeligt flot, om end det selvfølgelig også truer melodiens grundlæggende emotionelle stemning, ikke mindst i Rodgers & Harts smukke »Falling in Love with Love«.
Blandt sangerindens egne sange er det værd at fremhæve den formfuldente og melodiøse ballade »Love Song« samt den ligeledes flot opbyggede »Time To Go«, hvor et kor understreger en let musical-agtig stil – med ægte melankoli.
Ja, selv om albummet virker knapt så helstøbt som andre af Sinne Eegs udgivelser, så er der ingen mangel på hverken vokale eller instrumentale guldkorn. Således byder Sinne Eeg på noget så usædvanligt for en jazzkunstner – ja, nutidsmusikkunstner i det hele taget – som en politisk sang. Ja, hendes »Aleppo«, der er en dybfølt kommentar til krigen i Syrien og dens sagesløse ofte, er intet mindre end et mesterværk.
Albummet bliver afrundet med nok en Cole Porter-klassiker, »Anything Goes«, som lige siden sin fødsel i 1934 har været en finurlig og satirisk sang. Her folder den sig ud i en frisk nutidsversion med Jacob Christoffersen som signifikant ene-akkompagnatør og med Sinne Eeg som stilsikker diva, der slutteligt får et politisk glimt i øjet. Og i stemmen.
