Musiksæsonen er så småt ved at klinge af. I september og oktober udkom rigtig mange plader, i denne måned noget færre og i december er det stort set kun julealbum, der dukker op på hylderne i såvel de virtuelle som fysiske forretninger.
Men der er stadig masser af ny musik at gå på opdagelse i. For under de seneste måneders massive strøm af store internationale udgivelser gemmer sig en masse små danske. Og nogle af dem viser sig faktisk at byde på lige så store – eller endnu større – oplevelser.
Og i dette vue over en vifte af nye dansksprogede udgivelser er der særligt to spørgsmål, som trænger sig på: Hvordan er kvalitetsniveauet, og hvad synges der om midt i disse tider, hvor Mellemøsten brænder, terrortrusler huserer, og finanskrisen martrer os og resten af den vestlige verden?
Tine Kjær og Tomas Raae udgør duoen KÄLLING, som har samlet 11 sange under titlen »Det dårlige i TV«. Her gør de sig i en stilfærdig, enkel og håndspillet popmusik, hvor melodifornemmelsen og de lyriske guitarlinjer er hovedattraktionen, og hvor stemme og ord er produceret langt frem i lydbilledet.
Der er derfor lagt et stort ansvar på Kjærs uskolede, men ikke videre veltimede vokal, som slingrer gennem linjer som »Vi er som USA og Iran«.
Storpolitik er altså blot billeder på parforholdet hos Källing, og Stephan C. Krabsen, som kalder sig BJERGTAGET og netop har udgivet minialbummet »Velkommen til« vender heller ikke rigtig blikket udad. I stedet er det den intime relation, som er i fokus, og drømmen om nærhed og varme afspejles i de håndlune, westernguitar-tegnede arrangementer som synes inspireret af Sebastian, Jeff Buckley og Nikolaj Nørlund. Bjergtaget når dog ikke samme højder som forbillederne, og tekstligt bliver sangene om kærlighed og venskab sjældent rigtig interessante eller smukke.
Nej, så er der noget mere schwung over MADS BELDRING, der tidligere har gjort sig i en stribe danske bands, men nu er klar med et album i eget navn. Her åbner han med »Den lige vej hjem«, der lyder som Bob Dylan i de tidlige elektriske år. Og dét både i musikken og i fraseringerne, der blandt andet løber gennem linjerne »Hele verden brænder/Og ved I hvad jeg tror?/Det er slut.«
Beldring er nu som Källing og Bjergtaget mere interesseret i at se på det nære end på det store. Det er jeg/du-sange, men med en god evne til at fravriste det danske sprog sin poesi og flertydighed. »Sneen tør/Blot til gråt«, lyder det et sted – prøv at sige ordene, så træder et nyt billede frem.
Hos Beldring spiller stemmen i høj grad en fortællende rolle, mens det forholder sig anderledes på debutudspillet fra den purunge og fortrinlige septet NAVNELØS, hvor Lin Rosenbecks vokal ikke så meget er bærer af ord som af klange. Den er, sagt på en anden måde, et instrument blandt alle de andre i de på én gang kraftfulde og poetiske kompositioner.
At medlemmerne i Navneløs har en gennemsnitalder på bare 19 er svært at begribe, og deres vekslen mellem rock, avantgarde og stryger- og hornbelagt skønhed trækker tydelige tråde til Under Byen, men har altså også sit eget helt eget temperament.
De er ganske enkelt et af årets store fund, og selvom Rosenbecks stemme ikke er fortællende som Beldrings, gemmer den stadig på mindeværdige linjer, hvis man spidser ører. Som det stilfærdigt smukke udsagn »Jeg synger til dig for mig selv«.
Hvor Navneløs afsøger og transcenderer rockens formsprog, er RUM 37 af en mere traditionel støbning. Kvartettens første fuldlængdealbum, »Mellem Rum«, består således af klassiske vers/omkvæd/vers-sange i en skarptskåren, effektiv poprock.
Et forbillede kunne være svenske Kent. Ikke kun fordi de har samme fokus på det forløsende refræn, men også fordi de dyrker en lignende sortromantisk æstetik og benytter sig af stedvist krukket vokal.
Den sidder i halsen på Kristian Helmuth, som synger om jeg’er og du’er og vi’er. Men det er ikke romantik, det handler om, snarere kærlighedens bagside: Smerten, ensomheden, uroen. Som i disse rigtig gode linjer: »Jeg ser du smiler/Men du knuger dine sko/Jeg ser du smiler/Men du føler ingen ro.«
Og uden for jeg/du-relationerne danner København et lige så uroligt bagtæppe; det brænder i Sydhavn er der kaos i gaderne, som meget vel kunne være dem omkring det gamle Ungdomshuset.
På IBENS’ comeback-album er teksterne også stærke, men verden udenfor er væk. Sådan var det også i 1990erne, hvor trioen fik uventet stor succes med deres melodiøse, tilstræbt naive pop.
Nu er de så sammen igen, igen. Heldigvis. »Halvelektronisk« er nemlig en fin oplevelse, hvor gode melodier bæres af svævende elektronik, som kontrasteres af Carsten Lykkes desillusionerede tekster.
Og det er som dengang i 1997, hvor han sang »Ølstykke i november«, den nære relation, parforholdet, som er i centrum. Men tiden er gået, og årene har slidt på ham og hende, der engang var så smuk: »Du er holdt op med at prøve at se godt ud/Nu vil du bare ikke være alt for grim/Du er holdt op med at stræbe efter lykke/Nu vil du bare ikke være alt for ulykkelig.«
Så langt så godt. Indtil dobbeltalbummet »Midnat« tiltvinger sig adgang til CD-afspilleren med sine oppustede, gennembøvede 24 numre, hvor JOEY MOE gerne vil lyde som en heftig, urban hæphopper, men bare leverer en uendelig strøm af fesen pop til landets yderste provinsdiskoteker.
Her, på dette alt for lange album, er der skam også kvinder. Jo, jo. Men de er blot endnu et sted, hvor Joey Moe kan spejle sit gigantiske ego. »Jeg er en af de dersens der altid ved hvad jeg skal sige/altid skarp/altid så præcis« lyder et par af de linjer, hvor Joey Moe forherliger sig selv. Og i en anden uforglemmelig dårlig passage er han »En H.C. Andersen med tusser på halsen«. Ja, tatoveringer på halsen, dét har han. Men der hører sandheden så også op.
Hvor Joey Moes numre er lige så blanke som diskotekets zinkdisk, er Emil Simonsens det stik modsatte. På sit første soloalbum kratter ORGI-E, som Simonsen kalder sig i musiksammenhæng, nemlig i snart sagt alt, hvad der er beskidt og politisk ukorrekt. Hvor Joey Moe er en Narcissus fra provinsen, er Orgi-E en Grobrian fra Vestegnen: »Jeg pumper min sæd op i dine lunger lige under der hvor ribbenene runder«.
Ulækkert, men altså også ganske velskrevet og veleksekveret af rapperen, som giver stemme til de underbemidlede, de svage og dem med alle de forkerte meninger. Som her: »Få dine pistoler frem/luk grænsen for den fremmede mand/så længe du kan«.
Det vilde flow af ord, som løber gennem de skridsikre produktioner, er befriende på deres egen måde, og en verbal kajeryster midt mellem al den pæne dansksprogede poesi og alle parforholdssignalementerne.
Det er grimhed og konfrontation for fuld udblæsning, præcis som hos SYND OG SKAM, der er det allerstørste fund i strømmen af ny dansksproget musik.
Svendborg-bandet debuterer med fire sange under den fantastisk titel »Blafret ør af kjoler«. Den kunne nu lige så godt have heddet »Så ørerne blafrer«, for det er en tøjlesløs og medrivende blanding af punk, postpunk og gammel syrerock, som sikkert er endnu bedre live i et lille beklumret kælderlokale.
Men numrene fungerer altså også rasende godt på hjemmeanlægget og hærger herligt gennem øregangene for at knuse al pop og pænhed. Og det er faktisk, som om frontmand Asger Hartvig og hans venner allerede forsøger at jage de »forkerte« lyttere væk med åbningsnummeret »Svimmel og godt tilpas« med de atonale elguitarer, den sammenbrudte melodistruktur og Hartvigs tilstræbt grimme, meget punkede sangforedrag. Men for dem der hænger på, viser Synd Og Skam sig at være et slidstærkt, forunderligt livsbekræftende bekendtskab, hvor vildskaben aldrig lyder som en gimmick.
Samfundskommentaren er også til stede på »Blafret ør af kjoler«. På sin egen måde. Ikke i teksterne, men i musikkens dyrkelse af det grimme. Af det der er under overfladen og alle småproblemerne. Dét som syv af de ni plader, der er omtalt her, synger sig behændigt udenom.
Og hvorfor gør de så det? må man spørge sig selv. Måske fordi, det er den mest overskuelige måde at tackle det store uoverskuelige mørke på. Krigene, terroren, finanskollapset. Fordi det er lettere at vende sig bort fra det hele og ind mod sig selv. Mod egne følelser og problemer, som man har en chance for at forstå og løse. Modsat det, der raser og raserer derude Omkring alle sangskriverne. Og alle lytterne.
