Det syder og bobler på nye trippede plader

Dødstrip og kærlighedskvaler på nye udgivelser fra Flying Lotus og Caribou, der på original vis lader maskinerne krydse klinger med alt fra fusionsjazz til barok strygermusik.

»Our Love« af Caribou & »You're Dead« af Flying Lotus Fold sammen
Læs mere

Vejen til dødsriget er belagt med kosmisk fusionsjazz. I hvert fald hvis man skal tro Flying Lotus. Los Angeles-produceren med det borgerlige navn Steven Ellison har på sit fjerde album, »You’re Dead!«, lavet et decideret konceptalbum om ja, døden, hvor han efter spredte tilløb kaster sig helhjertet ud i en heftigt opklippet omgang fusionsjazz fuld af dyre akkorder, sydende trommer og lynende hurtige løb på den båndløse bas.

Og hvorfor ikke? Flying Lotus har på sine foregående plader vist sig som en aldeles frygtløs og mangefacetteret producer, der har været noget nær umulig at sætte i bås. Han startede karrieren med at trække den stilskabende hiphop-producer J Dilla ind i fremtiden på »Los Angeles« (2008) og udforskede intergalaktisk udflippede hovedbrud på »Cosmogramma« (2010), inden han på »Until The Quiet Comes« (2012) afsøgte maskinparkens mere skønhedsmalende muligheder.

Og idérigdommen er fortsat frygtindgydende. »You’re Dead!« udspiller sig som et heftigt dødstrip, der zigzagger vildt mellem Ellis’ elektroniske dekonstruktioner af fusionsjazzens mere instrument-lirede tendenser, knokleskæve hiphop-beats og kalejdoskopisk electronica.

Det meste har karakter af små vignetter, snarere end egentlige numre, hvorfor det også er de få vokal-assisterede tracks som »Never Catch Me« med en ildspyende Kendrick Lamar, der ender som albummets mest mindeværdige stunder.

Overordnet er der dog tale om en vilter og besnærende lytteoplevelse. Rastløs og modigt tænkt.

Men også en forvirrende én af slagsen, hvor den galt geniale producer ikke altid helt virker, som om han ved, hvor han er på vej hen. Det flyder frit. Men sådan må det nødvendigvis være, når man forsøger at sætte lyd til det hinsides.

En mester på arbejde

På den canadiske sanger, producer og ph.d. i matematik Dan Snaiths femte album under navnet Caribou er der tale om en helt anden slags trip.

Som titlen antyder, handler »Our Love« om de nære relationer mellem to elskende. Men det er nu ikke for Snaiths tekster, at man skal høre albummet. Det er for hans evner som producer.

Ligesom på den fremragende forgænger, »Swim« (2010), tager han afsæt i en kropslig housemusik, der i stedet for genrens typiske udadvendte ekspressivitet lånes en velgørende intimitet af hans tilbageholdte vokal, som ofte bruges som endnu et instrument, der kan loopes, pitch-shiftes og ekkobehandles.

Snaith viser her igen en udsøgt sans for at få varme og kulør ind i produktionerne; den findes i teksturernes nøjsomme farvegradueringer og i de organiske elementer, der smyger sig ubesværet om de elektroniske ditto.

Som på det fremragende titelnummer, der kombinerer en klassisk Chicago-house-basgang med rumklangbadede vokal-loops og et barokt strygerarrangement fra komponisten Owen Pallets hånd. Et nummer, der, som det meste andet her, lykkes med at være guf for både øregangene og dansegulvet og samtidig elementært rørende.

Det er altså en meget svær balancegang. Og det vidner om en mester på arbejde.

Fire stjerner

Hvem: Flying Lotus. Hvad: »You’re Dead!«, Warp Records.

Fem stjerner

Hvem: Caribou. Hvad: »Our Love«, City Slang.