Det rabler for Jørgen Leth

Selvom album nummer fire fra Vi Sidder Bare Her byder ikke byder på de store overraskelser, kan få fortsat se det store i det små som Jørgen Leth. Og det er en gave.

Jørgen Leth, Frithjof Toksvig og Michael Simpson. Fold sammen
Læs mere
Foto: Presse

De sidder der stadig, Jørgen Leth, Mikael Simpson og Frithjof Toksvig. Inde i musikken, der omslutter, kærtegner og digter med på 78-årige Jørgen Leths talte ord. Om stort og småt, alt og ingenting.

Sådan har det været på trioens foregående tre plader, og sådan er det stadig på deres lille ny, »Rak-Ma-Gak«, hvor vi igen møder en småfilosofisk Leth i improviseret verbalt frigear. Causerende over alskens fænomener med æstetikerens blik for den sigende detalje.

Leth fæstner sit blik på ting, vi andre ikke ænser. Vender og drejer dem. Vurderer dem. Og når han er bedst, finder han det dybe i det trivielle og åbner dermed verden op påny for os andre. Se det er en stor kunst! Og en af nøglerne til Vi Sidder Bare Hers appel.

F.eks. på åbneren »Jeg kan godt huske hvordan det var at cykle«, hvor det første hul på Lille-Jørgens blege knæ udfoldes som det helt store drama og overgangsritual: Styrtet, blodet, plastret... op på cyklen igen!

De bedste øjeblikke er samtidig de sjoveste. På titelnummeret rabler Leth afsted på sit eget improviserede vrøvlesprog, så man uvægerligt må trække på smilebåndet. »Jeg kan godt lide at komme med mit eget bud på et sprog, som er uforståeligt for andre. Som kommer fra ukendte kilder... Det letter trykket at komme af med de der ord,« som han siger.

Også »Jeg hader havet« rammer en komisk nerve. Der er noget næsten barnligt over Leths idiosynkratiske had til alt, hvad der har med havet at gøre. »Jeg bliver tosset over at skulle ulejliges ud på en båd for at spise noget. Det er der ikke noget sjovt ved… Og så er vinen altid dårligere på en båd. Man tror altid, at selve eventyret ved at være på en båd undskylder dårlig vin. Nej! Jeg hader det.«

Andre steder lyder »Det ufærdige« som et riff over samme motiv som »Notesbogen« fra debutpladen, mens »Efterår« aldrig rigtig løfter sig over det banale. Og så er det, at det, der engang lød friskt, begynder at føles lige vel formularisk. Ingen store revolutioner her. Men stadig nok til en halv humørtime.

Hvem: Vi Sidder Bare Her
Hvad: »Rak-Ma-Gak« (A:Larm/Universal)