Det personlige er politisk

Norske Jenny Hval går i kødet på sine og verdens forestillinger om køn, kapitalisme og seksualitet på det lyrisk besnærende album »Apocalypse, girl«.

»Think big, girl, like a king«.

Sådan lyder opfordringen fra den norske sangerinde og sangskriver Jenny Hval, der citerer den danske digter Mette Moestrup. Og hun følger i den grad sit og Moestrups råd på sit andet album, »Apocalypse, girl«. Køn, kapitalisme, religion, seksualitet og alle deres forbindelser er blandt de »store emner«, Hval tager op i sine krævende art-pop sange. Men det er ikke »den store fortælling«, Hval sigter efter. Glem narrativer, linearitet og konventionelle spændingskurver.

I stedet omfavner Hval modsætninger og udvisker grænser mellem det analoge og det digitale, det melodiske og det støjende, det lyrisk klare og det enigmatiske, det personlige og det politiske. Flere af albummets numre flyder over i hinanden fremfor at adskilles med vante pauser, og tekstbidder fra ét nummer dukker op igen på et andet.

For eksempel begynder Hval på højdepunktet »That Battle Is Over« med at gentage spørgsmålet »What is it to take care of yourself?« fra foregående nummer. Orglet summer roligt, og bongo-trommerne sjokker, så nummeret næsten kunne være soundtracket til en luksuriøs daseferie, hvis ikke det lige var for teksten, der drypper af sarkasme i linjer som »You say I’m free now that battle is over / that feminism’s over / and socialism’s over / yeah say I can consume what I want now«.

Klar lys stemme

Til trods for titlen »Heaven« lyder nordmanden på dette nummer mere, som om hun synger inde i en ishule. Hendes klare, lyse stemme runger over det knitrende elektroniske beat, og harpestrøgene tindrer som istapper. »I separate from feeling / complex harmonic motion«, synger Hval i en bævrende stemme, der om noget modsiger påstanden om følelsesløshed.

Konstant bliver man mødt af betagende linjer som »Some days I feel like my body is cushion / held up by thin wires / and I can see myself above / holding wires in my hand« og »I shed my mouth and run away / spit out that neoliberal girly heart«.

Prætentiøse lydinstallationer

Måske er det den adskillelse af krop og sind, der understøttes i albummets halv- eller helinstrumentale numre, »White Underground« og »Holy Land«. Men hvor Hval besnærer i sin lyrik, løber de instrumentale tracks hurtigt tørt for fascinationskraft og fremstår mere som prætentiøse lydinstallationer, der propper nok så mange sælsomme lag-på-lag vokaler, dulmende vindklokker og skingre save sammen uden at vække nogen følelser.

For føle noget – trods al den fængslende kropsfremmedgørelse – vil man stadig gerne. Når Hval tester lytterens tålmodighed og grænser, er det på sin vis også beundringsværdigt, for hos Hval bliver der ikke hugget hæle eller klippet tæer for at prøve at »please« nogen.

Hvem: Jenny Hval.

Hvad: »Apocalypse, girl«, Sacred Bones Records.