Det menneskelige aftryk

London-produceren Burial bruger maskinerne til at iscenesætte vores minders fragmenterede natur. Og så byder han som noget nyt skønheden indenfor på sit drilske, nye udspil.

Et af de senere års mest spændende bud er kommet fra den enigmatiske britiske dubstep-producer Burial. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rygterne om rockmusikkens død er stærkt overdrevne. Men set fra min computerskærm er det nu alligevel ikke fra den kant, at tidens mest nyskabende musik kommer. Måske fordi vi lever i en tid, hvor digitale sfærer og elektronisk habengut på godt og ondt påvirker snart sagt alle aspekter af vores liv. Her synes den elektroniske musik med sine endeløse muligheder for lydmanipulation og digital iscenesættelse i langt højere grad at afspejle vores flimrende erfaringer.

Men ligesom maskinerne ikke er meget værd uden menneskeligt input, så er den elektroniske musik også mest vedkommende, når den rummer en eller anden form for menneskeligt aftryk. Spørgsmålet er så, hvordan dette menneskelige manifesterer sig i mødet med det digitale?

Et af de senere års mest spændende bud er kommet fra den enigmatiske britiske dubstep-producer Burial, der siden det stilskabende 2007-album »Untrue« har helliget sig det lidt kortere EP-format. Således også på sit seneste udspil, »Rival Dealer«, der byder på tre nye skæringer på knap en halv times spilletid.

Velkendte signaturer

Umiddelbart er alle producerens velkendte signaturer intakte: De lange suite-agtige forløb, den fuldfede, knitrende lyd, den silende regn og de spøgelsesagtige vokalsamples. Men ligesom på de to foregående EPer handler det i lige så høj grad om, hvordan han manipulerer de underliggende beatstrukturer på stadigt nye og overrumplende måder. Og i den kontekst må det indledende titelnummer med sin mareridtsagtige rave-vibe siges at være hans måske mest aggressive til dato.

Men som altid med Burial er der ikke tale om et rave-nummer i målestok 1:1. Det, vi får, er i stedet de fragmenterede og slørede minder om ravet. Du kan mærke det, men det er samtidig uden for rækkevidde. Mindet kortsluttes løbende af hidsige urbane reallyde og forvrængede menneskestemmer, der synes at sumpe rundt i underbevidsthed. Og som sådan bliver maskinerne hos Burial vedvarende brugt som middel til at iscenesætte vores minders flygtige natur.

Nybrud i Burial-land

På de efterfølgende skæringer er der til gengæld tale om lidt af et nybrud i Burial-land. Under lagene af knitren og vokalfragmenter lyder »Hiders« som en overraskende simpel electro-pop-sag fra 80erne, mens den langsomme »Come Down To Us« med sit rumklangsbadede, sentimentale keyboard-tema er noget af det mest åbenlyst skønhedssøgende, vi endnu har hørt fra hans hånd.

Dubstep-puristerne vil med garanti hade det, men måske den notorisk hemmelighedsfulde producer prøver at fortælle dem noget her. »Who are you?« spørger en stemme et sted. »This is who I am« lyder det et andet. Og til sidst sampler han så den transseksuelle »The Matrix«-instruktør Lana Wachowski, der taler om at acceptere sig selv, som man er. Jeg aner ikke, hvor meget jeg skal lægge i det. Men jeg ved til gengæld, at man ikke behøver være en connaisseur udi britisk basmusik for at blive ramt her. Man behøver blot være et sansende menneske.

Hvem: Burial.

Hvad: »Rival Dealer«, Hyperdub.